Måske er det sådan det skal være, den travle uge, den hektiske weekend, ting der skal nås, overstås og gøres og mennesker der skal snakkes med.
Når man så endelig når frem til den stille tid, på den stille aften … og kan sætte sig ned og mærke efter. Så kommer den snigende – den store stygge søndagsblues. Og den får mig til at stille spørgsmål og betvile mennesker og situationer og ting jeg tager for givet.
Men måske handler det bare at evne at se på det store billede, de brede linier og store fagntag.
En sms tikker ind:
Tænd stearinlys i vinduerne i aften for at symbolisere tolerence og mane til besindighed i den aktuelle debat
Jeg har lys i mine vinduer hver aften, men i aften tænder jeg dem med tanke på det, der er uden om mig.
Det er ikke hvad folk siger, der spiller en rolle, de gode intentioner ikke noget værd, hvis der ikke sættes handling bag ordene.
…og det gælder på så mange planer…
lysene sættes op i vindueskarmen nu.
men Visitsen. ér der en debat? (vi behøver ikke tage den pronto. men jeg spørger mig selv ihvertfald).
jeg tror der er mange debatter … og på mange niveauer – måske mest på makroniveau
At sætte ild til ting, er måske ikke ligefrem en debat … måske skulle det hedde krise …
Men er der ikke afledte debatter?
Der hvor jeg færdes skabes der mange ordstrømme, for imod, hvem har ret og uret og hvorfor for første gang i lang tid, oplever jeg en forskellighed i hvad der er “rigtigt”…
enig. der er debatter aka meningsudvekslinger. og det er som at forsøge at fiske olieret spaghetti at have én mening i flere miljøer. jeg har lige været sammen med kvinder med udstationerede mænd i Saudiarabien og Irak. deres følelser er klart uden på tøjet og jeg skal i mit stille sind slå ring om mig, for ikke at blive ladet.