Talte både med en ven og  en veninde i går, om det at have og lave søskende. Om hvornår man havde glæde af søskende og hvornår de var en pestilens. Og om det forhold der kan opstå mellem søskendebørn.

Og så faldt jeg over dette fantastisk sjove indlæg, på en blog jeg først har opdaget i dag. Om det ikke at kunne enes, og så alligevel at stå skulder ved skulder.  [Marens Blog].

Min kæreste er enebarn, og det er min oplevelse at han, som andre enebørn jeg har mødt, har svært ved at mærke dybden af det at være søskende. At være så tæt på en anden person og have mønstre og væremåde, man ikke altid selv kan gennemskue og en adfærd som kun søskende kan have overfor hinanden.

Jeg er barn af en tidstypisk familie, og det betyder at jeg fra den første lille kærnefamilie har en søster, fra nye fædrende ægteskab en halvbror og fra den tilgifte del to stedsøstre og to usynlige stedsøskendebørn, der af forskeligge årsager ikke rigtigt tæller med.

Min søster er den eneste jeg fuldt og helt har delt opvækst med. Det er hende, der solgte min lille bamse til naboens børn, for 5 kr. (til slik) “fordi hendes var pænere end min”, det er hende der kendte alle mine tændknapper og hver eneste gang kunne få mig helt op i det røde felt, så jeg smadrede døre for at komme efter hende, eller skar ud efter hende med en kniv, fordi vi var uenige om hvem og hvor leverposteg skulle tørres af efter brug.

Men det var også hende som jeg boede sammen med da vi i tyverne pludselig begge var single og havde brug for nogen at bo sammen med og hende jeg genoplevede barndomshistorier med og fik sat tingene i rette perspektiv. Det var med hende jeg drak rødvin og opnåede at blive venner.

Jeg elsker min søster, men jeg har også flere gange sagt til min kæreste, at noget af det værste ved at mine forældre bliver gamle og på et tidspunkt er væk er, at så har jeg ikke længere nogen som jeg kan bitche over min søster til, og samtidig vide at det er risikofrit, fordi hun er lige så elsket af dem, som hun er af mig.

Men vigtigst af alt så ved jeg, at hvis der er nogen der virkelig vender sig mod min søster, så vil jeg kæmpe endnu hårdere for hende, end jeg ind i mellem kan finde på at kæmpe imod hende.

Og jeg er sikker på at det modsatte også er tilfældet.

Og når man har sådan en søskende i sit ringhjørne, så ved man at man kan gå ud og ta’ livstag med verden – og til den veninde der overvejer om hun skal have nummer to eller ej, kan jeg kun sige:

“Prøv det, prøv det “

Og grine af en intern joke.

(url’en til billedet er lånt fra juniorbuissness.dk)