Da jeg den 27. oktober 2004 slukkede min sidste smøg, vidste jeg med mig selv, at det der klart kunne få mig “overtalt” til at begynde igen, var hvis vægten steg uhæmmet.

Her tre måneder efter, er jeg indenfor de sidste to dage, fra to forskellige kollegaer, uafhængigt af hinanden, blevet spurgt, om jeg egentligt ikke havde tabt mig.

Jeg har så ikke tabt mig – rent kilomæssigt, men der er tilsyneladende en eller anden omfordeling i gang. For selvom jeg ikke kan se det på vægten, kan jeg mærke på bukserne, at de er begyndt at sidde anderledes.

Og det kan ikke skyldes andet end mine nye løbevaner.

5. december var den dag det hele startede. Jeg var nemlig begyndt at tage på. Havde været røgløs en 5 ugers tid og havde taget 1? kg. på. Jeg vidste at hvis jeg ikke gjorde noget ved det, så ville kg’erne komme væltende og dermed den lovlige undskyldning for at begynde at ryge igen.

Jeg ved egentligt ikke hvad der tog ved mig, men jeg benyttede mig af at butikkerne havde søndagsåbent og tog ud og indkøbte et sæt udendørsløbetøj.

Da en veninde ringede for at høre om jeg havde lyst til at komme forbi til gløgg og æbleskiver – stod jeg allerede i løbetøjet og var parart til at løbe. Jeg endte med at løbe hen til dem – spise og drikke og så løbe hjem igen.

Og så var jeg hooked. Løberiet er blevet en del af min hverdag og mit liv. Jeg tænker det egentligt ikke engang ind længere – det sker helt naturligt. Hver anden dag – cirka. Så var der her i weekenden, hvor jeg tog en ekstra tur om søndagen, fordi jeg nu alligevel var vågnet tidligt og det var lyst.

Men mens det her har stået på, er det ikke kun kroppen der undergår en eventuel omfordeling. Det største der sker, sker nemlig i mit hoved. Mit fokus er skiftet fra, at det at løbe var et middel til at tabe mig/holde vægten – til det at nyde at løbe, bare fordi…

Og det er egentligt helt ok med mig. Og jeg er så iøvrigt stadig røgfri.