Når man begynder at tænke ud over rammerne, er mulighederne uanede. Skræmmende store og voldsomme. Jeg tror på at man kan hvad man vil.

Eller jeg vil gerne tro på det.

Og jeg oplever det også. Jeg har bare været rigtig dårlig til at vide hvad jeg ville og folk uden mål lander sjældent på månen.

For 1½ år siden lavede jeg en liste over ting jeg ønskede mig. Ting jeg var sikker på bragte mig nærmere lykken hvis jeg fik dem, opnåede det.

Næsten alt på den liste er opnået. Nogen gange på helt andre måder end forventet. Nogen gange præcis som jeg beskrev det, uden at jeg selv havde set hvad jeg havde skrevet. Noget har gjort mig lykkeligere, andet har skabt nye ønsker i mig. Livet er ikke stilstand.

Alligevel har jeg svært ved at sætte mål for mig selv – på særlige områder. Og jeg har haft en tendens til at lade omverden falde på plads omkring mig, og acceptere de mønstre, der dannede og ændrede sig om mig med et kalejdoskops farverighed og hastighed.

Jeg har ikke lyst til at gøre det mere. Jeg har lyst til selv at sætte dagsordnen. Springe rammerne, melde klart ud. Jeg kan dog også mærke at det igen river i mig for at synke hen i tilstandens accept, i den moselignede tryghed der er der. Man ved hvad man har, men ikke hvad man får og måske er det noget lort, men det er i det mindste min kendte lort.

Det eneste problem ved at lade sig lulle ind i sædvanens tryghed er, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene … men det er vel ikke urealistisk at leve resten af livet uden kontakt til spejle…?