Man tror at når man holder op med at ryge, så er det dét. At når abstinenserne er væk, så er det lige ud af landevejen. Det er det også … lidt… og så alligevel ikke.

Det er nu lidt mere end 2 år siden jeg kvittede mine smøger.

Jeg er en ikke-ryger nu. Jeg er glad for at jeg er stoppet. Glad for at jeg stoppede på det tidspunkt jeg gjorde. Er blandt andet taknemlig for, at det ikke er mig, der fra 1. januar skal ud i cykelskuret og ryge på mit arbejde.

Jeg bryder mig ikke om andres røg, hader den lugt der hænger ved tøj og hår, når jeg har været ude og ved ikke noget værre end at gå eller cykle bag en ryger. Jeg er blevet lige præcis så intolerant som jeg ikke ville være (omend man faktisk stadig godt må ryge i mit hjem – hvis bare man selv tømmer og vasker askebærerne bagefter).

Alt det til trods… så render jeg stadig rundt med nikotindjævlens ånde i nakken og når jeg bliver stresset, så er smøgerne stadig det min krop (eller hjerne, afhængigt af hvem af dem det egentligt er der bestemmer) mener kan løse alle kriser.

Mit i kaoset kommer beskeden “jammen, så ta’ da en smøg – du får det klart bedre” og de der halvrøgede skodder der ligger rundt omkring i offentlige askebærer begynder at se fristende ud. Og selvom jeg ved – og det gør jeg – at det på ingen måder hjælper på noget som helst at ryge en cigaret, så kan jeg stadig, her to år efter, alligevel blive så fristet at jeg gør det. Ryger den dér forbaskede cigaret.

Og det hjælper ikke en pind. Ikke på stressen, ikke på problemerne. Til gengæld får jeg kvalme. Og det er ingen fordel at have problemer, stress og kvalme. Ingen fordel overhovedet.