Mit hjem er pakket ind i plast.

Møblerne står placeret tilfældigt omkring og de andre ting er stablet op og dækket til. Min fjernbetjening forsvandt og kunne kun med nød og næppe genfindes, da der skulle skrues ned for musikken.

Selve malingen har jeg folk til. Fordelen ved at ikke at male i 12 år når man har en vedligeholdelseskonto, er at der så var 63.000 gode grunde til ikke at gøre det selv. Og jeg elsker at jeg ikke skal tape, rense og gøre ved.

Alt får en omgang. Vægge, loft, træværk.

De tre stuer bliver malet i en varm sandfarve. Den giver glød og får loft og træværk til at virke hvidere end hvid. Min smukke stuk står frem og vigter sig af fornemhed og plankerne i trægulvet gør sig til og giver mig tanker om også at give dem en omgang … hvis der er noget tilbage når malerne er færdige.

De to af stuerne har fået første omgang … men de der 12 år kunne ses gennem malingen, så der skal males to gange. Men heldigvis skal jeg ikke bekymre mig om det.

Mens stuerne kommer til at stråle i fornemhed – kommer der anderledes spræl i soveværelse og køkken.

Køkkenet skifter farve og de to turkise vægge, bliver malet blodrøde … og på et tidspunkt i fremtiden håber jeg på at to røde panton-blomster skal hænge side om side og lyse op. Men rødt skal der til. Varme, glød, passion … det skal være fedt at stå i køkkenet hos mig, og dem der skal sidde kommer til at gøre det i min gyngestol, når den kommer hjem fra landet.

Mit soveværelse får en anden ånd. Det bliver hvidt. Polarhvidt … og højt oppe … gentager jeg en gammel ide: mit turkise loft. Det efterlod jeg i min gamle værelse og jeg kunne mærke at det var på tide at få det igen. Lys turkis, som havet omkring atollerne på Maldiverne. Og selvom jeg sikkert vender tilbage til mine gamle B-vaner, glæder jeg mig til at vågne op i det værelse.

Jeg har planlagt at købe en dawn-light lampe … og jeg forestiller mig at det vil være lettere at vågne når det sker i et solopgangstempo og med viden om at når jeg slår øjnene op, så kigger jeg på den smukkeste af smukke farver.

Mange møbler er forsvundet. Og det har jeg det helt ok med. Næste fase bliver at få skilt mig af med noget af alt de dims, jeg i øvrigt har erhvervet mig gennem tiden. Der skal ryddes op – og gøres klart til mit nye liv.

Mens 2012 går på hæld går jeg frem mod en række korsveje … og det føles som om at alle muligheder er åbne … 2013 kan blive lige præcis hvad jeg vil have det til at blive.

Jeg skal bare ønske.