Har haft det skidt de sidste par dage.

Når man sidder og brækker sig ned i en plastikpose, i fuld fart på en regnvåd motorvej, så synes man at man har haft bedre øjeblikke i ens liv, og når man ligger krøbet sammen i fosterstilling i sengen og tysser på underboens violinspil, fordi det skærer gennem ens allerede halvt overskårede kranie og bringer ens migræne op i et helt nyt niveau, så har man temmeligt ondt af sig selv.

Men når man så tænker på, at man i går var inde forbi sit arbejde, og fandt ud af, at nogen slukkede solen og lod et livstykke af et menneske, drukne i sin ferie – så føler man sig ydmyg.

Og forundret og vred og frustreret … og …. og…..ufattelig tør for ord.

Sidst vi spiste frokost sammen spiste hun en dåse makrel i tomat og en kæmpe stor rød peberfrugt. Jeg håber i den grad, at hun nød den frokost og at hun nåede at nyde en masse liv, inden lyset blev slukket helt og uigenkaldeligt.

Da jeg hørte hun var druknet, forstod jeg ikke at det betød at hun var død – for nogen mennesker er så fulde af liv, at de opleves som udenfor normal sfæren, som udødelige – og sådan var hun.

Ung, smuk, charmerende, smilende – sød, selvom hun havde alt gående for sig – eller måske netop derfor. Lige i starten af sit rigtige voksenliv … og nu – på ferie for altid, druknet i det hav, jeg ellers elsker så højt.

R.I.P.