Jeg har søgt at hele mig med en weekend af offline.

En weekend af offline og pardannelse.

Været sammen med gode venner og snakke-snakke-snakket ude i den virkelig verden. Med mennesker der er så ulig mig og så alligevel så meget det samme.

Aldersmæssigt rækker vi over fire dekader og er på mange måder forskellige steder i livet. Et par står foran bryllup og snakker om børn, et andet par er i den begyndende midalder og  rejser og behov for flere arkitektegnede klassikere, fylder en masse. Det sidste par kunne gå på pension og det er primært lysten til at arbejde og noget med en bonus, der får dem til at gå på fabrikken og være andet end rejselystne.

Og så er der os. Som ikke længere er et os – men to individer. Mellem ønsket om børn og rejselysten og pensionen.

Det der binder os alle sammen sammen, er dykningen og vores tid i Egypten. De oplevelser vi havde der og dem vi lavede efter vi kom hjem. Fælles oplevelser, fælles venner.

Jeg er taknemlig for at verden har flyttet sig over tid, sådan at vi nu har en tid hvor der  godt kan være rum til et os af to individer mellem alle de andre pardannelser.

At man ikke nødvendigvis behøver at lægge alt bag sig, fordi man går hvert til sidst.

Er også taknemlig for den sødme der er i at genkalde sig de gode ting, der var i at være et os, for dem er der jo stadig mange af selvom man ikke fortsætter sammen.