(måske)

Sidder her stille og roligt og kigger via blogbot på nogle af de weblog(-s, weblogger – hvad hedder det i flertal?) jeg det sidste ? år har fulgt mere eller mindre med i – og pludselig opdager jeg at min blog er ført på en blogroll…………!

Og hvordan var det så lige at det kunne ske?

Det eneste svar jeg umiddelbart kan komme på er, at jeg i et øjebliks kækhed satte url’en på en kommentar hos /many (aka blogger-dronningen) og dermed gjorde mig åben for indsigt……….? (eller også er det fordi han kender en, der kender mig – og den ene har fortalt den anden, om det her lille projekt?)

Pludselig kan jeg mærke præstationsangstens kolde ånde blæse mig i nakken……….. vil jeg egentligt der her weblog-blog-skrive på nettet-noget?, har jeg noget at sige?, hvem læser med? – og hvad nu hvis der slet ikke er nogen der læser mig – og puha, mit design er jo slet ikke kommet op og køre………… bla. bla. bla.

………og måske skulle jeg bare droppe hysteriet, få mig meldt på den der blogbot, og komme igang med at skrive og glemme det store forkromede overblik…………….

(eller når musene er ud spiller kattene på bordene)

Hjemme hos os, har vi een regel der håndhæves hårdt: ingen katte på bordene!

Ser ud til at reglen er taget op til diskussion. Jeg tror argumentet er: når der der dug på, er det en sofa.

eller det er da hvad man siger

Jeg kan bedst lií brugt tøj. Det er så meget nemmere; det er vasket når du får det, så der kommer ingen overraskelser første gang du hiver det ud af maskinen, det gør ikke så meget hvis man spilder (hvilket jeg er slem til ñ og nok årsagen til at jeg har gået i sort tøj de sidste 20 år), men bedst af alt, det kommer i den størrelse det kommer i og enten kan du passe det ñ eller også passer det ikke og så er den prut slået.

Men sådan er det ikke ude i den store (forbruger)verden ñ her kommer alting i alle mulige størrelser, og ekspedienterne forventer at du er klar over hvad størrelse du bruger. Og hver gang sådan en ekspedient stiller mig det ellers relativt uskyldige spørgsmål îhvad størrelse bruger duî ñ går jeg i panik ñ for jeg har ingen anelse!

Jeg er jo et relativt lille menneske kun 160 høj ñ så man skulle tro den rette størrelse var en îsmallî, men sådan er det ikke-nikke-nej. Nogen gang passer small ñ men jeg har også tøj i x-lage, min krop passer ind i klædestykker, der pryder sig med at være en fiks lille str. 38 eller konemodellen i str. 44, og det er ikke fordi jeg normalt går rundt og taber mig og tarí på med samme hast som tidevandet.

Min teori er at designerne og tøj-fabrikanterne er nogle onde og grusomme mennesker, der helt for deres egen fornøjelse, varierer størrelserne ñ bare fordi de kan.