sms til veninde kl. 10.30:
“har du lyst til at komme forbi til noget mad i aften?”

Jeg går i byen og glemmer mobilen derhjemme – men kommer tilbage til denne besked:

“Jeg har børneweekend. Kan jeg evt. tage barnet med?”

Sender straks en besked til veninden:
“ta bare barnet med – hvad tid vil du komme?”

Hører ikke mere og hun svarer ikke sin telefon – så da tiden nærmer sig 17.00 ryger denne afsted:

“Hmm… mon vi har en aftale i aften? Kan ikke få fat på dig på telefonen. Nu har jeg ihvertfald lagt an til noget mad, så håber jeg I har lyst til at komme forbi”

Tiden går – maden er færdig, stadig ingen besked og ingen veninde på telefonen. Overvejer om der er sket hende noget – eller om hun bare ikke gider svare.

Kvart i syv opdager jeg denne besked, der har ligget på min telefon en halv times tid:

“Jamen søde, da jeg ikke hørte fra dig efter min besked, så gik vi ud og er lige kommet hjem og skal til at se fjernsyn for dig og derefter i seng. Beklager. Jeg ville smaddergerne komme men nu er det for sent.”

Har lige talt med veninden – lige som mig, var hun kommet afsted uden mobiltelefon. Det havde passet hende rigtig godt at komme, men uden mobilen kunne hun ikke se at hun stadig var inviteret og havde regnet med at det var droppet.

Næste gang jeg inviterer til mad, tror jeg ikke at jeg gør det via en sms…..

Klokken er ikke engang halv elleve og jeg har fået ros hele tre gange i dag…..

* mine kollegaer roste et brød jeg havde bagt og taget med til den ugentlige fredagsmorgenmadsseance- og jeg tror de mente det for det blev spist op og opskrift blev udbedt

*en kollega viderebragte ros fra et bestyrelsesmedlem vedr. en sag jeg havde forelagt for Direktionen

* plok sagde tak for at jeg havde sagt, at jeg bedre kunne lide hans blog uden billeder.

Behøver jeg at nævne, at det ikke er hver dag jeg oplever ros og jeg meget svært ved at tage imod.

På Frederiksberg findes en have. Den er ikke speciel stor, men den er smuk og der er plads til ro og nydelse. Selvom haven er åben for alle, kendte jeg ikke til den, før jeg kom til at arbejde lige ved siden af.

Lige nu er plænerne fulde af erantiser, krokus og vintergæk. Tulipanerne står tæt og i kø for at springe ud. Magnolie-træerne har saftsprængte knopper og de tidlige rododendronner venter bare på en dag eller to mere med varme og sol.

Jeg føler mig privilegeret, når jeg kan hive lidt tid ud af arbejdsdagen og tilbringe den på en bænk med solen i ansigtet, blomsterduft i næsen og fuglesang i ørene.

så jeg købte en lillebitte plante og en lillebitte potte og en lillebitte underskål, så jeg havde noget kønt at kigge på, her på skrivebordet. For jeg er en af dem der er planteafhængige og det varer ikke længe inden det er mig der skal på Ringgården og stå i en rundkreds og sige: “Mit navn er visitsen og jeg er flora-man”.

Og det er dyrt det der – ovennævnte indkøb stod mig i 80 kr! Og så var det jeg tænkte, at det havde nu været dejlig om det havde været mig der havde vundet i lotto.

Måske skal man være forældre for at kunne det – for jeg har det ikke: Den evne forældre har til ikke at høre deres børn, selvom de står lige ved siden af dem, hiver dem i bukserne eller råber dem ind i ansigtet med uhørt høj decibel.

Har været omkring en del børn og deres forældre her de sidste to weekender, og har set det flere gange og så det igen på vej til arbejdet i morges. To forældre med hver deres pode hængende et sted på deres krop – ungerne skreg efter faren og morens opmærksomhed og de stod lige så roligt og talte sammen.

Hvor kommer det fra, den evne til at lukke så totalt af – jeg mener jeg taber sgu’ tråden når den jeg taler med, nærmest hænger sidelæns fordi der bliver hevet i vedkommende.

Ville ønske jeg havde den evne, når jeg sidder her i mit åbne kontorlandskab og skal koncentrere mig om en opgave, mens to af mine kollegaer drøfter en sag på tværs af kontoret og de to andre taler i hver deres telefon……………