Der findes de opgaver man påtager sig af lyst. Hvor energien nærmest springer ud af fingerspidserne og man skal lægge bånd på sig selv, for ikke at blive opslugt med hud og hår. Der hvor tid og sted er underordnet og man graver og kæmper sig frem – hvor løsningen i sig selv er tilfredsstillende og arbejdet bærer lønnen i sig selv.
Sådan har jeg det ikke i dag.
Nope.
Jeg har en af de dage og en af de opgaver, hvor man træder med museskridt, myreskridt måske – hvis det ikke var fordi, at myrer er så forbaskede hurtige – og jeg ikke er.
En af de opgaver som har gået rundt i organisationen som Sortepereller ringen i ta’ den ring og lad den vandre. Hvor mindst 4-5 mennesker allerede er kommet med deres syn på sagen og har forkludret det endnu mere. Hvor tonsvis (eller sådan opleves det) af dokumenter skal sorteres og ordnes og holdes ude fra hinanden – og jeg ved, at sagen højst sandsynlig alligevel ikke er komplet.
Sjovt nok bringer sagen mig direkte tilbage til studietiden, hvor jeg var ekspert til at ordne sådan et problem med en fiks lille overspringshandling … men sådan noget gør man jo ikke mere, nu hvor man er voksen og arbejdede og har ansvar der rækker ud over sig selv. Men følelsen er den samme og ligeså trangen til at tage en opvask, eller hente mælk til kaffen….
Skriv et svar