Det er svært, hvis mennesker man holder af kommer ud for storm og fortrædeligheder. Spørgsmålet er om man skal kaste sig ud i bølgerne i en mere eller mindre velovervejet redningsaktion, smide en redningskrans, dukke sig for stormen, eller bygge et læhegn.

Normalt er jeg ikke i tvivl. Normalt er jeg ikke handlingslammet.

Men det er svært, når man står på sidelinien og kun er blevet informeret per proxy. Svært fordi det hele bliver forkludret af om hvorvidt man er fuldt og helt orienteret, om meddelelsen er overbragt korrekt, om hvad man selv lægger i ordene og er det en under – eller overfortolkning.

Det bliver ikke nemmere, når de ting man får fortalt fra anden side, ikke stemmer overens med de budskaber som den involverede selv giver. Og jeg ved ikke hvad der er hoved og hvad der er hale – og lige om lidt, ja lige om lidt, så giver jeg op.

Jeg er ledig til en snak og for råd og vejledning. Min dør er altid åben for venner i nød. Madrassen står altid klar og der ekstra sengetøj og håndklæder i skabet.

Men hvis man ønsker min hjælp. så må man komme efter den, bede om det. Jeg magter ikke at jage folk op i et hjørne og tvinge min assistance ned i halsen på dem…