eller

Reflektionerne

“Det ender i tårer” sagde min mor altid, dengang min søster og jeg var små når vi sloges for sjov. Lige der hvor det var allersjovest og lige inden det for alvor endte i tårer. Og hun havde ret tit ret. For det ender jo ofte i tårer, når man ikke kan finde ud af at stoppe. Eller når man beslutter sig for ikke at lægge bånd på sig selv – überhaubt.

2 kg på sidebenene og 1½ døgns tømmermænd. Så kan hun lære det, kan hun.

Var det så i det mindste det værd? Næ – egentligt ikke. Var kvalm det meste af uge og mere endnu da det kom til søndagen.

Men man kan jo så både se og lære, at den måde jeg lever på til hverdag, så tilsyneladende gør en forskel. Det betyder noget hvordan jeg spiser. Det gør en forskel, at jeg løber og rører mig.

Så et eller andet sted var det dét værd. At blive bekræftet i at jeg i virkeligheden lever rigtigt og har det godt – fysisk – med de valg (og fravalg) jeg træffer i min hverdag.

Og jeg skal tilbage til en endnu sundere hverdag. Den uden sukker og med et minimum af de hurtige kuhydrater. Den hvor jeg bruger min krop og også til andet end bare de der løbeture. Og nej, jeg kan ikke vende tiden og blive tyve igen – men jeg kan måske genvinde den krop og den kropslighed jeg havde for et års tid siden – og den var en hel del bedre end da jeg var 20. Og bedre end lige nu……….