Når jeg løber, så føles det som om der er en der losser mig, vedholdende og lige under venstre balle. Og en anden der sidder og niver mig på højre skinneben.

Og jeg ved godt med min forstand, at det er en potentiel skinnebensbetændelse, på spil det ene sted og noget med min iskias nerve det andet sted. Men det ændrer ikke ved min oplevelse, når jeg løber.

Så jeg løber langsomt.

Langsommere.

Selvom det ikke gør mindre ondt af den grund.

Egentligt.

Men jeg har frosset i tusinde år, og jeg tænker ikke klart når jeg fryser.

Og min kæreste siger at jeg piver.

Og at det er varmt nok, hvis bare jeg bevæger mig noget.

Men jeg har ikke lyst til at bevæge mig.

Jeg har lyst til at sidde under bjerge af tæpper, foran en brændende pejs, med dampende te på kanden, chokolade indenfor rækkevidde og en god bog.

Og vente på, at det der rigtige forårsvejr kommer.

Og at de der 5 små lyserøde dutter, der har bevæget sig op af jorden den sidste uges tid, bliver til store saftige rabarberplanter, som jeg kan spise som kompot eller kage.