I køleskabet står en gryderet og køler ned, på spisebordet ligger katten i en solstråle og varmer sig og det er nok godt det samme at det ikke er omvendt.

Om lidt skal vi op til min mor. Deroppe står nemlig vores bil, som nu er gået igennem synet og er blevet indregistreret. Da vi hentede den var den møget ind i halm og skidt og bremserne var rustne, så selv en ordentlig omgang vask og pænt meget bremsning fra synsmanden ikke kunne få den gennem syn.

Bilbremser er ikke det eneste der ruster, efter et års hensættelse. Egentligt er vores lejlighed og ting sluppet fint gennem en udlejning til fremmede, men selvfølgelig er der lidt her og der. En knivspids der er bøjet, nogen låg der mangler, en skuffe der har fået vand, en anden der kører trægt, et par pander der er ødelagt eller rustet af forkert (eller mangelfuld?) brug.

Men det kunne have været meget værre.

Mange vaner er også rustet. Der er ting som jeg ikke kan huske hvor jeg plejer at have dem, eller nye vaner er kommet ind over – og det er egentligt helt ok, for jeg ønsker ikke bare at genindtræde 100% og fuldstændigt uforandret i mit gamle liv.

Men mange ting falder alligevel automatisk i hak. Og det er egentligt også ok – for nogen ting skal først modne før der kan gøres endelig op med det.

Ellers er vi stadig igang med at rydde op og rydde ud. Min kæreste regnede med at det ville tage et par dage at få alting på plads ..  jeg – som jo havde mokket alt derind, regnede med at det ville tage et par uger og jeg tror vi måske landet et sted mellem de to – færdig er vi i hvert fald langt fra, men vi har da noget noget.

Men meget mere når vi ikke i dag, for lige om lidt kommer gryderetten under armen, og så går turen op efter bilen, forbi min far til eftermiddagskaffe og min mor til selv-inviteret middag, for der skal også være plads til gensyn og besøg, når sådan en hverdag skal stykkes sammen igen.