I går brændte jeg ind med et indlæg – det skrev sig selv i mit hoved, men jeg nåede aldrig forbi en pc længe nok til at fæste ordene, og nu er det allerede forældet…. men det har jo som sagt skrevet sig selv:

Min tante var på et tidspunkt børnehavelærerinde. Modsat forældre, der skal elske alle deres børn lige meget, kan professionelle godt have farvoritter, og dem som man synes mindre godt om. Jeg kender ikke hendes holdning til Mads – men jeg ved, at han ville være en af de unger jeg selv kunne blive lidt træt af.

Han var en af dem, der altid liiige skal først ind i køen, have lidt mere frugt og mener, at han kan gøre alt det de andre kan, bare lidt bedre.

Så en fredag til frugt, sad de allesammen og snakkede om hvad de skulle lave i weekenden. En skulle besøge sin mormor og morfar. Det havde Mads også gjort og hans oldeforældre havde også være der. En anden skulle til Jylland – der havde Mads også været og de var også taget ned til Tyskland bagefter.

Lille Muhammed fortalte så, at han skulle i moské i weekenden. Mads vidste ikke hvad han skulle sige … indtil et lys gik op for ham og han afbrød den næste i række for at fortælle: “Jeg skal måske også noget i weekenden!“.

Og sådan var jeg igår. Ikke nødvendigvis bedre end andre, men meget ivrigt og villig til at dele ord.

Jeg skulle måske også bare noget.

Og det var dejligt.