Jeg blev kaldt hjem fra Jylland.

Eller.

Jeg spurgte den sygeplejerske, der ringede mig op, om hun var taget hjem, hvis hun havde været mig. Og da hun sagde ja, pakkede jeg bilen og kørte.

Og tilbragte dagen i går, og natten med på hospice.

Heldigvis har jeg mulighed for at blive her de næste to dage, uden problemer. Så det gør jeg.

For det går stærkt. Og alligevel alt, alt for langsomt. I hvert fald efter min mors smag. Det hun er i lige nu, er det hun hele tiden har ønsket at undgå.

Og jeg var glad for at jeg var der. For uagtet hvor svag hun er, så er hun stadig lige ukuelig, og går i gang med sine foretagender – som at stå ud af sengen – uden først at ringe efter hjælp.

Jeg tror ikke at jeg kender nogen, der gennem livet, har været så sej som hende. Og jeg er stolt af hende.

Og uendelig glad for at hun er indlagt her på hospice.