Jeg er slem til at glemme og dårlig til at huske – men forsøger alligevel intenst at gøre det; leve i mit nu og nyde mens jeg gør det.

Alligevel er det ofte nemmere at huske på sine pligter end sin nydelse.

Og den ene gang efter den anden er jeg nødt til at stoppe mig selv og spørge for hvis skyld jeg gør dette eller hint. Ofte og tit opdager jeg mig selv gøre noget, der handler om andres behov fremfor mine egne … eller endnu værre, at det er min fortolkning af andres behov, der får mig til at gøre ting.

Og det er måske endda dobbelt fjollet.

For jeg vil noget andet med mit liv end før.

Jeg vil ikke knokle rundt til jeg trimler omkuld med stress og dårligdomme. Mens jeg løser andres liv og gennemfører deres projekter.

Jeg skal have glæde i mit liv og er jeg en tur i Korsør og befinder mig i en skov mellem ramsløg og anemoner, skal der være tid til at stå ud af bilen og nyde det ultrakorte øjeblik, som foråret egentlige er.

Og jeg må gerne prioritere familie højere end pligter og tage ud og spise pasta hos min søster i hendes forårskåde have på en tirsdag.

Men det er svært at bryde års indarbejdelse af pligtfølelse – men ind i mellem skal man altså spise chokolademaden først, hvis det er den man har mest lyst til.