Jeg har været ung så længe jeg har kunne huske – og en hel del længere end fødselsattesten tilsiger.
Gode gener førte mig gemmen mine 30’ere, som var jeg i 20’erne og starten af 40’erne som om jeg var i 30’erne.
Jeg levede også mit liv, som var jeg ti år yngre.
Startede på universitet da jeg var i midten af tyverne og løb hornene af mig mens jeg var i 30’erne. Opdagede at jeg alligevel gerne ville have børn, da jeg var omkring 38 og gik først igang med de mere seriøse forhold, da nærmede mig de 40.
Mens nogen folk på min alder fik teenagere og endda børnebørn, omgikkes jeg folk der fik deres førstefødte og prøvede ligeledes at sætte småfolk i verden.
Og jeg var så meget nede med det hele, boede i det hippeste af det hele – det nyrenoverede Halmtorv med udsigt over byens tage, og da jeg var 40 havde jeg intet praktisk tøj, mine “praktiske sko” var højhælede støvler, og jeg havde stiletter, blankt hår, fuld makeup og mine negle var altid nypolerede.
Og *vumpf* her hvor jeg har rundet det halve af 40’erne er det som om at min alder har indhentet mig BIG TIME.
Min krop folder sig ud på en ganske uklædelig måde og selvom jeg hver eneste uge tænker “i morgen” eller “jeg går i gang på mandag”, så kommer det ikke meget længere end til tanken, med det der træning.
Mine knæ, hænder og ryg giver sig når jeg bevæger mig ud i verden og prøver kræfter med de ting, der tidligere var det rene ingenting at få gjort.
Jeg kan lide portvin. Og jeg nyder at drikke et glas (men drikker mig i øvrigt sjældent fuld … for hvem gider længere spilde en dag med at have tømmermænd?).
Mit ansigt folder sig omkring mine læber, der er en tør plet på min hals, hvor det ser ud til at der om lidt lægges an til kalkunpludder. Der hvor der engang, sad en smilerynke når jeg havde smilet meget den foregående dag, er der nu lavet en blivende fold, som nok så meget creme ikke kan udglatte.
Mens mit hår har mistet sin længde og fylde og jeg har fået en frisure, der er praktisk og ikke kræver uanede mængder tid og stylingsprodukter at sætte, må jeg konstatere at grokraften stadig er til stede i kroppen, den udvises dog bare på andre hår end hovedhåret.
Jeg er holdt op med at farve mit hår. For første gang siden jeg var omkring 18 har jeg noget der vistnok er min egen hårfarve. Men på trods af at jeg troede jeg ville blive gråhåret som 24 ligesom min farmor (der havde det flotteste lange hår lige til sin død) så har jeg hverken arvet gråheden eller hendes fantastiske hår.
Min mor og min kæreste kan lide min naturlige hårfarve. Selv synes jeg at det mest af alt er en gang leverpostej … og hvornår er jeg lige blevet sådan en der gør hvad min mor, eller en mand synes jeg skal?
Jeg har købt mine første fodformede sko – og da jeg forsøgte at returnere dem og de ikke ville tage dem tilbage, var jeg ved at græde i butikken. For hvad skal jeg med sko, der slet ikke ligner mig?
Min kæreste grinede af dem og spurgte om jeg ikke havde kigget på dem inden jeg købte dem?
Og i går var jeg i teater og ude og kigge på et rækkehus i Rødovre.
Og jeg kunne lide det.
…. og jeg tror at jeg ligenu er ved at gå i panik og få en 40 års krise. (Eller måske 30?)
Hvilket jo også vil være passende da jeg jo forlængst har passeret den alder hvor jeg bør gå i panik over de her ting ….. Og jeg er sikker på at jeg i virkeligheden kunne klare altid og al forfald – hvis jeg bare kunne blive ved med at gå i pæne sko.
Og det er ikke de her: nye praktiske sko
Skriv et svar