Om at blive ældre … eller kunsten at have pæne sko

Jeg har været ung så længe jeg har kunne huske – og en hel del længere end fødselsattesten tilsiger.

Gode gener førte mig gemmen mine 30’ere, som var jeg i 20’erne og starten af 40’erne som om jeg var i 30’erne.

Jeg levede også mit liv, som var jeg ti år yngre.

Startede på universitet da jeg var i midten af tyverne og løb hornene af mig mens jeg var i 30’erne. Opdagede at jeg alligevel gerne ville have børn, da jeg var omkring 38 og gik først igang med de mere seriøse forhold, da nærmede mig de 40.

Mens nogen folk på min alder fik teenagere og endda børnebørn, omgikkes jeg folk der fik deres førstefødte og prøvede ligeledes at sætte småfolk i verden.

Og jeg var så meget nede med det hele, boede i det hippeste af det hele – det nyrenoverede Halmtorv med udsigt over byens tage, og da jeg var 40 havde jeg intet praktisk tøj, mine “praktiske sko” var højhælede støvler, og jeg havde stiletter, blankt hår, fuld makeup og mine negle var altid nypolerede.

Og *vumpf* her hvor jeg har rundet det halve af 40’erne er det som om at min alder har indhentet mig BIG TIME.

Min krop folder sig ud på en ganske uklædelig måde og selvom jeg hver eneste uge tænker “i morgen” eller “jeg går i gang på mandag”, så kommer det ikke meget længere end til tanken, med det der træning.

Mine knæ, hænder og ryg giver sig når jeg bevæger mig ud i verden og prøver kræfter med de ting, der tidligere var det rene ingenting at få gjort.

Jeg kan lide portvin. Og jeg nyder at drikke et glas (men drikker mig i øvrigt sjældent fuld … for hvem gider længere spilde en dag med at have tømmermænd?).

Mit ansigt folder sig omkring mine læber, der er en tør plet på min hals, hvor det ser ud til at der om lidt lægges an til kalkunpludder. Der hvor der engang, sad en smilerynke når jeg havde smilet meget den foregående dag, er der nu lavet en blivende fold, som nok så meget creme ikke kan udglatte.

Mens mit hår har mistet sin længde og fylde og jeg har fået en frisure, der er praktisk og ikke kræver uanede mængder tid og stylingsprodukter at sætte, må jeg konstatere at grokraften stadig er til stede i kroppen, den udvises dog bare på andre hår end hovedhåret.

Jeg er holdt op med at farve mit hår. For første gang siden jeg var omkring 18 har jeg noget der vistnok er min egen hårfarve. Men på trods af at jeg troede jeg ville blive gråhåret som 24 ligesom min farmor (der havde det flotteste lange hår lige til sin død) så har jeg hverken arvet gråheden eller hendes fantastiske hår.

Min mor og min kæreste kan lide min naturlige hårfarve. Selv synes jeg at det mest af alt er en gang leverpostej … og hvornår er jeg lige blevet sådan en der gør hvad min mor, eller en mand synes jeg skal?

Jeg har købt mine første fodformede sko – og da jeg forsøgte at returnere dem og de ikke ville tage dem tilbage, var jeg ved at græde i butikken. For hvad skal jeg med sko, der slet ikke ligner mig?

Min kæreste grinede af dem og spurgte om jeg ikke havde kigget på dem inden jeg købte dem?

Og i går var jeg i teater og ude og kigge på et rækkehus i Rødovre.

Og jeg kunne lide det.

…. og jeg tror at jeg ligenu er ved at gå i panik og få en 40 års krise. (Eller måske 30?)

Hvilket jo også vil være passende da jeg jo forlængst har passeret den alder hvor jeg bør gå i panik over de her ting ….. Og jeg er sikker på at jeg i virkeligheden kunne klare altid og al forfald – hvis jeg bare kunne blive ved med at gå i pæne sko.

Og det er ikke de her: nye praktiske sko

5 svar til “Om at blive ældre … eller kunsten at have pæne sko”

  1. lise Schneider Avatar
    lise Schneider

    Hvordan er skoenene så at gå i/med ? Nogen af dem ser da åæne ud.

  2. Charlotte Madsen Avatar
    Charlotte Madsen

    Arj, nu bliver jeg nødt til at hjælpe og give mig til kende. Jeg tror nemlig på, der findes et særligt varmt sted i helvede for kvinder med særlige fødder, der ikke giver deres erfaring og viden videre til andre smækre kvinder med særlige fødder.

    Jeg læser din blog med mellemrum og har ikke tidligere kommenteret, men det der med fødder og sko kan bare fylde så meget…….
    Jeg har nogenlunde samme alder og fod/skobaggrund som dig og måtte fodkapitulere for to år siden med stærke konstante smerter i højre fod. Det blev til operation, som stort set ikke gjorde nogen forskel, med mindre man synes 5 ugers sygemelding og morfin er brugbart.

    Til gengæld gjorde det en forskel at komme til en rigtig dygtig (ung) ortopæd, der med det samme sagde, at indlæg kunne gøre en forskel for mig. Jeg er nu den lykkelige ejer af to par individuelt fremstillet indlæg, som gør, at jeg aldrig mere har smerter i foden, at jeg kan gå så langt, jeg har lyst til.

    Og ja, det svære var, at jeg måtte skrotte hele (HELE) skogarderoben (ikke sige noget om det ene par FLY-støvler, der ligger bagerst i mit skab), og begynde at kigge på bl.a Green Comfort, som jo mest er fantastisk pga af deres såler. Mine fødder er nu så dårlige, at jeg også skal bruge indlæg i Green Comfort sko, men det er de heldigvis designet til. Du ved sikkert allerede, at Green Comfort har to forskellige linier (almindelig og new feet). Og jeg vil lige sige, at du altså rammer dem i en meget dårlig designsæson. Deres sko plejer at være meget mere chikke. New Feet kollektionen, som er den, du linker til er til meget følsomme fødder (typsik diabetes og hævede fødder). Jeg er altså ret sikker på, at du kan bruge deres almindelige linie, hvis du får et par indlæg, og i den kan altså godt findes modeller, man kan holde ud at se på. Prøv at google dig frem til tidligere sæsoner. De forhandles mange forskellige steder på nettet. Fx har de en meget klassisk model, som hedder 11111-P-BLA (modellen kan bl.a købes på Glostrup Apotek, ja det er altså også et farvel til fancy skobutikker)

    Derudover kan jeg også efter, jeg har fået indlæg bruge Angulus (Søstjernen på Østerbro har så smukke Angulus støvler og sko) og Duck-feet (et retro mærke, som er ret fantastisk)

    Strømper er i øvrigt det næste, du bliver interesseret i!

    Giv lyd, hvis du har brug for flere fif, jeg har efterhånden helt styr på, hvor Green Comfort forhandles til ordentlige priser og hvor de fikse modeller er.

  3. visitsen Avatar

    *LYD*, *LYD*, *LYD* … søde Charlotte og tak for ord og omtanke og deling … og velkommen i kommentarfeltet – jeg vil rigtig gerne høre mere – for jeg er bare nødt til at tage hensyn til mine fødder og få skiftet fodtøjsvaner.

    Jeg har været hos ortopæd og et par speciallavet indlæg er igang med at blive fremstillet.

    Skoindkøbet var for at have bare _et_ par sko jeg kunne holde ud at have på – og Lise: det har ikke været fantastiske at have på og det var faktisk også derfor jeg forsøgte at få dem byttet … men de siger at de skal gås til og det forsøger jeg så.

    Men Charlotte, jeg vil rigtig gerne have alle de fif og ideer og navne på butikker, for jeg kender kun til at de der Sahva som mulige leverandører og det er altså ikke de fikse modeller de har på hylderne.

    Når det er sagt, så skal jeg have brede sko – det går ikke at de er nogen former for smalle, lidt hæl må jeg gerne have, men udskæring eller højde på skoen skal også tage hensyn til min knyste.

    Og så har jeg mellem ½-1 nummer forskel på højre og venstre fod, så enten er den ene for stor, eller også skal den anden blokkes ud.

    …. men der må virkelig være en niche for en god skotøjsbutik til besværlige fødder og måske findes den også….

  4. Charlotte Madsen Avatar
    Charlotte Madsen

    Men skriv endelig til mig, så skal jeg dele mere ud.

    Jeg har iøvrigt flere modeller (host host, skulle jo skifte HELE skogarderoben) fra Green Comfort, som du er velkommen til at prøve eller se billeder af. Og så skal du IKKE købe nogle sko, før dine indlæg er færdige. Indlæg fylder, beklager, til gengæld får dine fødder det så dejligt, at du kommer til at elske dem. Og du skal ikke stole på, at dine New Feet “bare” skal gåes til. Jeg synes allerede, du skal bytte dem, for jeg tror ikke, du bliver glad for dem. Ordentlige sko skal føles rigtige fra starten. Jeg har selv både knyster (som alle andre kvinder i min familie) og forfodsnedfald.
    Som du sikkert allerede fornemmer har jeg fået gjort en del research i branchen, for det var er en ordentlig omvæltning og et stort afsavn ikke mere bare at kunne købe sko, som man har lyst til.
    Hvis du er klar til at gå ud og kigge anbefaler jeg umiddelbart Tang Sko på Frederiksberg eller Jaco Sko ved Rådhuspladsen. De har begge en del modeller fra Green Comfort og Tang er rimelig hip og har også andre fodvenlige mærker. Og “ung” betjening. Og så ligger der en skobutik på Falkoner Alle, kan ikke huske, hvad den hedder, men den ligger tæt på krydset, hvor Falkoner alle krydser Nyelandsvej.

    I min research skrev jeg iøvrigt på et tidspunkt til Green comfort og gjorde dem opmærksom på denne niche, for den er hastigt voksende og den bliver endnu større!!! Vi kunne jo også selv starte noget op!!

  5. […] tid siden hvor en forkølelse forklarede mig, at det nu var på tide at få sko på igen og mit mareridt startede […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Arkiveret blogindlæg


Skrevet den:

Du har mulighed for:

At skrive en kommentar, eller trackbacke fra din egen weblog.