Jeg vågnede ukristeligt tidligt. Og endte med at stå op kl. 5. Meget usædvanligt.

Så for at føje spot til skade, tænkte jeg, at det der med at gå i gang med at løbe jo nok ikke startede af sig selv – så inden klokken var 7, havde jeg løbet, været i bad, spist morgenmad, ordnet negle (fransk manicure) og besvaret forskellige arbejdsmail og var i for god tid til det møde, der startede kl. 8.30.

Så det endte selvfølgelig med, at jeg kom for sent til mødet og havde glemt mine briller derhjemme.

Men jeg fik mødt a-ænderne rundt om søen, dér ved 5-tiden. Det må være dem, der ligger og er sure, dér om aften. Det så dog ikke ud til at der var så mange a-ænder i den ellers smukke, men kølige, morgen.

Om det var min tidligere morgenfriskhed, der gjorde sig gældende senere på dagen ved jeg ikke, men på vej ned efter kattegrus, hos min lokale pusher, stoppe jeg for at gøre et vinkup. Mens jeg stod og baksede med at få mine 6 flasker rød Lambrusco bokset op i cykelkurven, stod en skaldet mand med et lille fikst skæg og snakkede i telefon foran mig.

Jeg var sikker på jeg kendte ham og jeg vred min hjerne for at finde ud af hvem det var. Allerførst var jeg faktisk rundt om ham her (hvad kan jeg sige… jeg er forfængelig og nærsynet…) men det var ikke ham. Jeg trak alle de skaldede mænd ud af hjernen som jeg kunn,e i de spiltsekunder der gik- men ingen passede profilen.

Pludselig sagde manden “jazz” og så var det opdagede, hvor det var vi kendte hinanden fra