Det er en af de dage der starter skævt, ved at alarmen er sat forkert, så jeg kommer en time for tidligt op, hvor dagens første møde aflyses, fordi der er gået knuder i forhandlingerne, hvor den migræne, der startede fredag og spolerede det meste af min weekend – besluttede sig for at poppe op igen, sådan ved en to-tiden.

Hvor dagen halter og hovedet forsøgsvist holdes i skak med piller og travlheden jager mig afsted. Hvor alt føles lidt gråt i gråt, og det at jeg står klokken seks på Vesterbro Torv med en punkteret cykel – og må ringe og fortælle at jeg nok bliver lidt forsinket, da jeg skal forbi en cykelsmeden, bare virker mest normalt.

Og mens jeg bander og prøver at planlægge hvordan jeg så skal komme på arbejde imorgen, da jeg er rimelig lost uden en cykel, så … *pling*… pludselig begynder dagen at skifte farve …

Cykelsmeden spørger hvornår jeg skal bruge cyklen – jeg siger nu og han siger stik mig dit telefonnummer, så fikser jeg den nu og ringer når du kan hente den. Og det begynder at lysne.

Da jeg kommer hjem, ligger der et lille fint brev i min postkasse. En ganske lille kuvert. Nydelig håndskrift. På forsiden står der til visitsen og afsenderen er en blogger.

Hvem i alverden er det dog det – og hvordan er denne blogger dog kommet i besiddelse af min adresse? Jeg ved godt, at hvis man virkelig vil finde ud af hvem jeg er, så er der nok clues på bloggen, men jeg regnede ikke med at det ville blive testet.

I kuverten venter endnu en overraskelse: Jeg har fået mine blomster

Hvor er det dog fantastisk, at der findes folk derude som kan finde på at sende en tanke til en fremmed som mig – med et ønske om at jeg får en dejlig dag …

Tak – af hjertet tak – du har klart gjort en forskel i min dag… (hvor er det dog dejligt at være nem …)

P.S: Det virker – det er stadig en ønskeblog 😉