Mens påsken har været præget af maveknuende pessimisme og sortgrønne tanker, har den efterfølgende uge været helt anderledes befriende og livsbekræftende.

Det er utroligt hvad et change of scenery kan gøre. Selvom man nok siger, at lykke starter indefra – så er min oplevelse i denne uge, at det at jeg er blevet pirket lidt til og har oplevet ganske simple ting præsenteret på en lidt anden måde, har bragt min lidt nærmere lykken.

Jeg oplevede i den forløbne uge, hvor meget ens fysiske omgivelser præger den indre stemning – og at når man færdes på en arbejdsplads hvor der er lyse luftige rum med friske afskårne blomster, kunst og stearinlys – så sker der noget godt inden i mig.

Jeg oplevede at når jeg møder andre med åbenhed og en anerkendende tilgang, så kan der ske små mirakler og selv uløselige knuder ser ud til at kunne løse sig op.

Jeg oplevede også at min imødekommenhed bliver matchet tilbage – og hvor berigende det føles.

Selvom jeg stadig træder museskridt og har nemmere ved at finde vejen med problemer og frustrationer, end den med den anerkendende tilgang, så tror jeg alligevel, at jeg i det store hele er på rette vej – jeg ved det virker og jeg ved at det nok skal gøre mit liv både nemmere og mere rart at være i.

Så selvom lørdagens dykkertur viste sig at være en fiasko rent dykkermæssig, da min nyindkøbte dragt viste sig at være alt for stor og slå knuder omkring mig, så kunne jeg alligevel fokusere på naturens skønhed, solens varme og nydelsen ved at ligge og kigge op i himlen og høre koglerne knitre:

dykkerflagbåd trætop trætop

Men dejligst af alt… mine havedrømme ser ud til at komme til at gå i opfyldelse. Jeg er i dag blev lovet, at om 14 dage så får jeg overdraget nøglerne til mit helt eget stykke lejet jord og det er så stort, at jeg ikke helt kan begribe det endnu…