Egentligt burde jeg være i fuld gang med at skifte mit modem ud – for ellers blive Teliamanden da først rigtig sur på mig.

Det kan da godt være at det er mig, der er kunden – men det er da ikke ensbetydende med, at de ikke kan stille krav – jeg mener manden vil jo gerne have lukket sagen ikk?…. det ville jeg så sådan set også. Altså for flere måneder siden.

Men vi kan jo ikke alle få hvad vi vil ha’ vel?!

Jeg synes egentlig, at jeg har været ret tålmodig, alt taget i betragtning:

I november bestiller min arbejdsgiver installation af hjemmearbejdsplads til mig. Det tager så små 2 måneder at processe. I den periode er det ikke muligt at få at vide hvornår installationen kommer til at finde sted, eller hvor bestillingen ligger. Så jeg venter.

Mellem jul og nytår kommer tingene til opkoblingen. Det siger næsten sig selv at det ankommer, når jeg ikke er hjemme. Så selvfølgelig tager jeg tidligere hjem fra arbejdet for at hente pakken.

Et par dage senere får jeg en sur opringning fra Telia. De havde være på adressen og jeg havde ikke været der. Øh, næ – det var jo helt korrekt, for jeg havde jo ikke fået nogen besked om, at det ville blive installeret den dag. Men det er da næsten klart, at årsagen til den manglende orientering om besøget må ligge hos kunden. Så jeg tager ballen.

Med megen pust og støn og modvilje, fik vi lavet en “ny” aftale. Selvfølgelig er jeg hjemme mellem kl. 8-16, for alle ved jo at det er fuldstændig umuligt at udarbejde en fornuftig logistik når det handler om installering af it-hejs. Så jeg venter pænt og der kommer da også en forbi ved en tretiden.

Det er jo sådan set ikke Telias skyld, at den mand der kommer ud for at installere hejset, arbejder for TDC – og tilsyneladende er sur over at installere grej, der skal bruges til at tjene penge hjem til en anden butik. Jeg ved heller ikke helt hvordan det blev mit problem?! Men jeg lytter høfligt.

Nåmen efter en sur installering – er der ikke tid til at teste opkoblingen for TDC-manden er ikke glad for, at skulle ned fra 4. sal for at putte penge i parkometeret og han kunne ikke blive blive for hvis han fik en parkeringsafgift skulle han selv betale.

Og det var da rigtig nok at der kom en hyletone fra modemmet. Men det var ligesom ikke hans bord og Hej, hej.

Det viste sig at opkoblingen ikke virkede, så jeg sørgede da bare selv for at problemerne blev bragt videre.

Min lokale it-mand klarede det, så jeg fik forbindelsen til at virke. Det hylende modem kunne han ikke gøre noget ved.

Men det kunne Telia. Eller det vil sige, det kunne sende et nyt modem. Som så blev forsøgt leveret på et tidspunkt hvor jeg ikke var hjemme, så jeg så igen måtte tage tidligere fri fra arbejdet, for at hente det på posthuset. Så jeg venter og henter.

Og nu er det her.

Og det ligger ude i min gang, fordi jeg ikke har haft tid til at teste og skifte og gøre noget ved det.

Men det må jeg jo gøre. For i morges blev jeg ringet op af Teliamanden. Han ville gerne høre om jeg havde fået mit nye modem og om det virkede.

Dejlig service. Jeg kunne svare bekræftende på det første og uvidende på det næste. For som jeg fortalte manden: “Jeg har simpelthen ikke haft tid til at sætte det op”.

Og så er det han siger de berømte ord:

“Gider du så sørge for at gøre det i aften – for jeg vil gerne have lukket sagen!”

You and me both pal.

Ville jeg benytte mig at TELIA hvis jeg selv kunne bestemme – det tror jeg egentligt ikke….