I går mødtes jeg med min nyeste veninde. Vi har kendt hinanden i næsten to år, men da hun var min chef indtil udgangen af maj, er det først nu vi har åbnet op for venskabet og mødes privat.

Og det minder på mange måder om tiden med en spritny kæreste. Den tid hvor man fortæller om opvækst, fortid – alle de ting der har været med til at danne rammen om en og er medskabende til den person man er.

Antennerne er ude og man både rummer og fortæller historier, der er nye for den anden.

Alting er nyt og spændende.

I eftermiddag skal jeg så mødes med min ældste tætte veninde. Hende jeg flyttede sammen med, da jeg flyttede hjemmefra. Hende der har kendt alle mine seriøse kærester, min familie og first hand oplevet min baggrund og mine rammer (og vice versa).

Havde vi været et ægteskab havde vi fejret sølvbryllup for mange år siden. 

Selvom der har været op og nedture og vi senere i livet både har boet i hver vores verdensdel og igen i samme lejlighed, så er vores kærlighed til hinanden rodfæstet og jeg tvivler aldrig på at vi har hinanden ryg, også i resten af livet.

Vi kender hinandens historie og kan færdiggøre hinandens fortællinger, fordi vi har hørt dem tusindvis af gange. Nogen gange kan den anden endda huske detaljer, som den anden har glemt.

Alting er trygt, sikkert og velkendt.

Og den der har begge dele er privilegeret.