Når man sådan går hen og bliver haveejer – det være sig i det store, eller helt små, som mig – så er en ting sikkert:

Pludselig bliver det interessant at snakke om dræbersnegle ved frokostbordet.

Herunder naturligvis også hvilke metoder man skal tage i brug for at komme krybet til livs, og om der er sandhed i myten om, at hvis man lader den døde snegl ligge, så virker det som en åben invitation, for så kommer alle dens fætre og smæsker sig i den og dermed får man endnu flere dræbersnegle.

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at snegle og duer er mine nye fjender og at jeg går til dem med en uhørt brutalitet.

… og så alligevel ikke…

For der er snegle og så er der snegle.

Mens jeg ikke har nogen problemer med at klippe en dræbersnegl midt over og se den dø (eller næsten ingen problemer, for det er stadig ulækkert), så har en jeg et andet forhold til vinbjergsnegle.

De er jo søde.

Dem legede jeg med som barn.

Og selvom det sikkert er tosset, og de nok kan gøre lige så stor skade, så har jeg det med at sætte dem over i min kompostbunke, eller smide dem over hegnet til Fælleden, når jeg støder på dem på min vej.

Bortset lige fra igår.

I min kamp mod fjende #2 (duerne) skulle jeg fjerne et net fra jordbærene for at sætte det over hindbærene og i den forbindelse ville jeg fjerne en vinbjergsnegl som sad på nettet.

Men den holdte fast.

Og jeg hev.

Og inden jeg fik set mig omkring, havde jeg hevet sneglen ud af sit hus.

Øv for den da.

Når en vinbjergsnegl er uden hus, er den faktisk lige så klam som en dræbersnegl.

Men jeg havde stadig, næsten ondt i hjertet over at hive en forsvarsløs snegl ud af sit hus.

 … for selvom man er voksen og har egen have, så er det vel ikke underligt at have kælesnegle…?