Når man er vant til to store og ikke så specielt anmasende katte, er man jo lige ved at gå i spåner når en kat størrelse tobak-for-en-skilling, beslutter sig for at adoptere en, midt på gårdspladsen.

Først kravlede den op på mig og satte sig uden besvær fast på mig, mens den gemte sit hovedet ved albuekrumningen (albuehule… hvad hedder indersiden af albuen egentligt?) og ellers spandt og potede derudaf.

Da tiden til at skilles kom, var den ikke helt parart til det, og kravlede først op på cyklen og dernæst på mig.

Det kom der denne lille billedeserie ud af:

Men til sidst så blev mislingen sat af igen og det tror jeg egentligt at mine egne tykke missebasser er ret tilfredse med.

Enekatte og så måske en bid af leverpostejen der står og bager i ovnen, er vist lige det der gør lykken for dem.