Det er hårdt at hive sig selv op ved hårrødderne og bevæge sig op og ud i en dag, der er lige så mørk og uinspirerende som resterne af den kaffemaskinekaffe, der står på kontoret om eftermiddagen.

Til gengæld er der glæde og livsbekræftelse når jeg suser gennem byen i strålende solskin og må misse med øjnene for ikke at blive blændet af middagssolen.

Det er travlhed på jobbet. Altid på denne tid af året. December er rundt om hjørnet og alt skal afgøres inden året slutter og en del af butikken lukker.

Travlhed iblandet andre følelser, der er nemmere at føle end beskrive på bloggen – hvor selvcensuren hersker.

Og alligevel…

Det er tiden med både de dybe nedture og den fineste optur. Der er ting der ikke vil som jeg vil og ting som pludselig lykkedes – ser det ud til.

Det er selvransagelse på flere niveauer, og beslutninger der er skal træffes og beslutninger der træffes af andre – helt uden for min rækkevidde. Og frustrationer over begge dele.

Det er glæden over den tid der kommer lige rundt om hjørnet og frygten for at jeg bevæger mig ind i endnu en december, der ender med at skulle overleves ikke leves.

Jeg elsker december og frygter den måned – og november … det er mest en mellemstation frem mod den rigtige vinter.