Det som måske var mest slående ved New York, var egentligt ikke de høje bygninger (selvom de var pænt høje og skylinen fantastisk når man så den fra vandet), eller de mange mennesker (og der kan ellers være mange af dem med en subway) eller det pulserende liv på Time Square (glem alt om sparepærer – sluk bare lyset der og du har redet halvdelen af verdens CO2) – men den imødekommenhed som jeg syntes vi mødte alle steder.

Når man stod i en toiletkø i Starbucks , blev man spurgt om hvor man kom fra, så man forvirret ud på gaden eller subwayen kom der straks nogen og spurgte om man havde brug for hjælp til at finde vej og sad man og spiste frokost i en bar, var det da det naturligste i verden lige at dele et stykke af ens livshistorie med en og spørge ind til vores.

Der er mange ting af se i NYC, men man bliver også meget set , mens man er der – og det er vel egentligt det som står mig allerklarest, her efter at jeg er kommet hjem og sådan reflektere lidt over turen.

Og så vil jeg gerne tilbage.

Jeg har kun lige smagt de yderste spidser af flødeskummet, har skrabet i overfladen og jeg vil gerne have mere.

Så må dollarsen vedblive at være lav og tiden gunstig … for jeg kunne godt lokkes med til en forårs, sommer, efterårs … eller bare en ny decembertur.