Jeg har tre veninder med multihandicappede børn. Hver sin grund, hver sin verden, hver deres liv.

Fælles for dem alle er dog at deres liv leves med en grundviden om, at deres børn nok ikke bliver voksne. Det må ikke være nemt og jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig hvordan det er at være i deres sko, hverken når det går, eller når det ikke går.

Men jeg ved at de børn i livet formår at sprede glæde og livsmod til deres forældre, søskende og omverden. Og at selv når det er slut, har det ikke været forgæves.

Nu er der en mindre.

Ære være hans minde.