Jeg har efterhånden været syg så længe, at snot, hoste, feber og lavt energiniveau er blevet det nye mig.

Og jeg er nået dertil, at jeg har droppet at lade sygdom hindre mig at gå på arbejde, eller lave noget i min have.

Det er sikkert ikke den bedste taktik, men jeg har bare ikke mere tid til overs til at lave ingenting, da alt den ingenting hober sig op til mangeting.

Så gårsdagen bød på trillebørskørsel med grus og søsten fra tidlig morgen, efterfulgt af 5 timers fælles(tvangsarbejde). Dernæst 3 timers arbejde, kombineret med lidt portvinsdrikning, i egen have samt pasning af søsterunger (med medfølgende snak og vandpjaskeri). Da jeg endelig kom hjem, efter aflevering af barn og en lang gåtur, bestod aftensmaden af en skål rosiner og mandler og snork på divanen.

Jeg vågnede op og så en tysker synge, og gik så i den rigtige seng. Hvor jeg efter et par timers analysering af alle de ting. der mangler at blive lavet i min have, endelig faldt i søvn igen.

Jeg ved ikke hvor mange advarselslamper jeg skal fortsætte med at se blinke – men tanken om eksempelvis 2 måneders sommerferie, med udeliv, meditation og urtete lyder klart bedre end det jeg har linet op.

<ironi on>Men man vælger jo selv sit liv, ikk?</ironi off>