Nag

6. oktober 2005

Jeg bærer nag.

Jeg er typen, der gemmer en uretfærdighed begået mod mig dybt i mit hjerte, i mit inderste. Og når anledningen til at trække uretfærdigheden frem kommer, har den ligget og modnet og kogt og gæret.

Så når den trækkes ud i lyset, til senere beskuelse, er den dobbelt så stor, dobbelt så smertefuld. Det bruser ud af mig af fulde kræfter og vælter nærmest mig selv overkuld, i sin bestræbelse på at komme frem.

Og den rammer folk som en chockbølge – den fuldkomne lammelse; “Jamen, jeg sagde jo bare….”

Det er ikke noget at være stolt af, og det er jeg egentlig heller ikke.

Noget på hjertet

15 svar til “Nag”

Liselotte

7. oktober 2005

Jeg VIDSTE bare, at du gik og varmede op frøken visitsen… 😉

Anita – jeg er da skideligeglad med at visitsen varmer grundigt op inden hun tilsyneladende eksploderer.
Den slags kan jeg sagtens svare for… ligesom jeg forventer af andre mennesker, at de kan tåle, at mit temperament ofte fordrer, at tingene bliver afgjort nu og her.

Mennesket er skruet sammen på forskellig vis og der er plads til de fleste i mit univers. Der er til gengæld ikke plads til de, som netop ikke tør konfrontere, men i stedet kommer med en eller anden lidt “blød” bemærkning, som på ingen måde gør det ud for det de bagefter fortæller alle andre end den person, som var nærmest til at få det at vide…

“Ja, jeg synes godt nok det ville være rart, hvis du kunne tie stille. Jeg døjer med at høre hvad der bliver sagt…” hænger jo på ingen måde sammen med den irritation du følte, hvis vi skal bruge dit eksempel. Bagefter har du haft behov for at udlevere hende på bloggen, men det du skrev der… det sagde du jo ikke til hende… (ifølge dit indlæg)

Temperament er i orden. Det er fejhed ikke. Ikke at ville såre er i også i orden i min bog, men vælger man den tilgang, må man også efterfølgende holde sin mund og leve med, at man altså ikke turde tage konflikten/konfrontationen…

?h ja… allervigtigst… jeg efterlever ikke altid alle de her principper, men jeg øver mig på dem hver eneste dag… 😉

Svar
Anita

7. oktober 2005

Jamen begge _blev_ jo adviseret om min modvilje og behovet for hhv. at få fred og ro og at få lov til at gå i fred…

Men jeg vil nok sige, at hvis det kaldes nag at vrisse muggent til sin kæreste fordi han for 117 gang har glemt et eller andet, så ja, så bærer jeg sgu stadig nag, for der er jeg ikke en skid bedre *GG*

Er det, som du selv siger, noget uretfærdigt begået imod mig, så ligger jeg inde med et temperament der slet ikke tillader mig at gå og ruge og skumle over tingene i dage/ugevis. Så flipper jeg skråt med det samme og så er det ude af verden.

Rigtig god weekend til dig :o)

Svar
Liselotte

9. oktober 2005

I dit indlæg giver du udtryk for en irritation, som er enorm og strækker sig over mange dage. Hvorfor vælger du at udlevere hende på webloggen i stedet for at fortælle hende hvordan du har det med hende?
Fordi hun ikke er veninde? Det forstår jeg ikke – hvad er forskellen? De ville måske begge kunne profitere af din oplevelse af virkeligheden, så hvorfor er det kun den ene, som skal det?

Jeg kalder dig ikke fej. Jeg kender jo ikke din bevæggrund, så det kan jeg af gode grunde ikke gøre.

Jeg undrer mig over, at du er S? irriteret uden at handle på det…?

Hvorfor kan jeg kun gætte på… er det af hensyn til hendes følelser, er det da upassende at udlevere hende på bloggen sidenhen – og det uagtet at ingen ved, hvem hun er.

Du udleverer hende jo… hvordan vi så end vender og drejer den, så er det præcis det du vælger at gøre. Hvorfor?

Det er da også en slags nag – en art “eksplosion” om noget, sådan at udlevere hende med sådan en svada – uden hun endda har mulighed for at tage til genmæle.

Jeg vil tusinde gange hellere, at visitsen eksploderer foran mig, så jeg kan have dialog og nå overens, end jeg vil have, at du bliver irriteret på mig, men vælger at fortælle det til alle andre end mig!

Så enkelt er det da vist – eller har jeg misforstået noget?

Svar
Liselotte

9. oktober 2005

Jeg vil da tusinde gange hellere konfronteres end jeg vil bagtales…

Svar
Anita

9. oktober 2005

Liselotte – det vil jeg da også, men mon ikke vi alle har prøvet at bagtale andre mennesker i større eller mindre grad. Det er et fænomen der er klamt, ubehageligt og som kan såre grusomt hvis det bliver opdaget og det er ikke ønskværdigt for nogen overhovedet, men jeg er næsten sikker på vi alle har haft berøring med det på et eller flere tidspunkter i vores liv (måske netop når irritationen gnaver) og jeg tror ikke på at ret mange kan gå fri. Jeg kan ikke og det tør jeg godt indrømme.

Derudover må jeg erkende, at der ikke må være plads til mig i dit univers, for jeg ville ikke konfrontere hende med den irritation hun fyldte mig med. Istedet valgte jeg at forlade hendes selskab og efterfølgende få luft via min blog.

Man kan sagtens kalde det for bagtalelse hvad jeg skrev på min blog om hende og det er der intet som helst der kan ‘bløde op på’ men når jeg hellere ville sige alt dette til en veninde, så er det fordi det er et menneske jeg vil leve med, et menneske jeg holder af. Min medkursist var jeg sammen med i en ganske kort tid og mente derfor jeg blot måtte ‘overleve’ hendes personlighed i x-antal dage og derfor valgte jeg at holde min kæft overfor hende. Irritationen over hende var tilstede, ja, men det kalder jeg ikke at bære nag. Havde hun gjort noget overfor mig for år tilbage og konfronterede jeg hende med det på selve kurset, så vil jeg kalde det at bære nag (hvis jeg nu skal vende tilbage til det indlægget handler om).

Det er altid så let at sige, hvad der er det rigtigste at gøre i forskellige situationer, men det er ikke altid ligeså let at handle rigtigt. Man kan altid gøre sit bedste, men engang imellem er det bare lettere at springe over, hvor gærdet er lavest. Det var dét jeg gjorde med mit indlæg og som jeg netop skrev tidligere i denne tråd, så dukker der stadig ‘sorte bøger’ op foran mig som jeg kan sætte krydser i og som jeg skal kæmpe lidt med og det tror jeg der fortsætter, så længe jeg lever som et menneske :o)

Svar
visitsen

6. oktober 2005

Hvordan defineres det at bære nag? Er det noget med at bære rundt på en følelse for en bestemt person, på grund af en eller anden nærmere defineret hændelse – og ikke lade den følelse komme ud…?

En del af det at bære nag er, at have en god hukommelse – det har jeg.

Anita – moral er godt – og derfor er dobbelmoral dobbelt så godt? Hvorfor fortalte du ikke din medkursist at hun pissede dig af eller din kollega, at det var ubehageligt at han lagde uønsket an på dig. Selvfølgelig har du ret i det du siger, og det mener jeg også – men der er tilsyneladende mange af os, der har svært ved at lade handling følge ord.

Anja du har ret i at det handler om at kunne sige fra og til – og heldigvis kan jeg også det i rigtig mange tilfælde. Men uanset hvor meget man siger fra, så ændrer det ikke ved den ked-af-det-hed situationen kan have afstedkommet inden i en – og den kan jeg tilsyneladende gå og ruge over.

Og nej det er ikke sundt, godt eller dejligt – og det er en læreproces at slippe sit nag, sårethed whatever….

Morten du dyrker yoga – man kan ikke bære nag, når man ååååånder-dybt-ind-og-holder-vejret åh åååååånder-laaaaangsomt uuuud. (Måske jeg skulle til at dyrke yoga igen)

Liselotte kokosmakroner!

/many hvor kom den der “vi” fra i “pokkers vi ikke er…” – tal for dig selv 😉

Svar
Anita

8. oktober 2005

Liselotte – for det første er der ikke nogen som helst der ved, hvem hun er. Derfor turde jeg udlevere hende på den måde, så den kan du kaste af hekkenfeldt til.

For det andet, så kunne jeg da aldrig nogensinde drømme om at fortælle hende alt det jeg har skrevet på min blog (havde hun været en veninde, så jo, men jeg ser hende aldrig mere og kan derfor være skide ligeglad med, om hun fortsat ser sådan ud og opfører sig sådan og vil derfor ikke genere mig yderligere). Jeg er ikke det menneske der fortæller, at vedkommende ligner en dulle, er selvoptaget ud over det normale eller at jeg er bedøvende ligeglad med at høre om katten og så kan du kalde mig fej Liselotte, men det er nu engang sådan jeg er !

Svar
/many

6. oktober 2005

Pokkers vi ikke er lesbiske – vi ville passe fantastisk sammen. Min hukommelse er nemlig som en si, så det ville jo være et ganske nydeligt yin & yan-parløb.

“Nu har du IGEN glemt at købe mælk! Det er 230. gang i år!”

“?h, undskyld. Og dit navn er?”

Svar
Anita

6. oktober 2005

Jeg er ingen af delene Frk. Visitsen. Jeg har bare selv været der engang, så jeg ved, hvad der farer igennem din sjæl. At lufte sin nag letter, men kan også i værste fald smadre. Derfor synes jeg netop, at Den (usynlige) sorte Bog, hvori vi laver små fede krydser med rød spritmarker, burde brændes på bålet.

Engang imellem dukker der pludselig en Ny bog op foran mig og jeg er tilbage hvor jeg startede, men som regel får jeg det stoppet, inden det går for vidt og heldigvis for det!

Håber det var mere fyldestgørende ;o)

Svar
visitsen

6. oktober 2005

den lille sorte – med telefonnumrene, Den sorte bog om kommunistiske forbrydelser, eller den bog som Den store Bastian skriver børnenes utyskstreger ned i?

Jeg kan ikke helt finde ud af om du er flabet, eller støttende – men vid: JEG B?RER NAG!

Svar
Morten Brunbjerg

6. oktober 2005

Jeg bærer ikke nag. Det kan ikke betale sig. en hvordan jeg bærer mig ad med ikke at bære nag ved jeg ikke…

Svar
Anja

6. oktober 2005

Måske kunne du bruge Anita’s råd? Jeg synes det var en utrolig fin måde at anskue dét at bære nag på, for selv duer jeg ikke til at gå og ruge over noget. Så det gør jeg aldrig. Well.. jeg ville lyve hvis jeg sagde, jeg ikke kunne bære nag – men jeg lyver til gengæld ikke, når jeg siger, at når dét nag så skal ud, så har det ikke ændret størrelse, form eller noget. Det er bare det nag, det var fra start af, og derfor er det aldrig “voldsomt”.

Jeg tror det er vigtigt, at man får sagt fra – eller bliver bedre til at sige fra/spørge ind til tingene. Det er en ting, jeg selv har lært meget af. Men omvendt er det meget lærerigt for en person som jeg at læse, at andre mennesker virkelig i dén grad kan bære nag – og enddog hæge om det. Og det er også en smule skræmmende, synes jeg… 😉

Svar
Liselotte

6. oktober 2005

Hvor er det dog befriende, at det er sådan du er… så ved man sgu da hvad man skal svare igen på 😉

PS – har vi nogle hængepartier? 😉

Svar
Anita

6. oktober 2005

Liselotte – nu tror jeg som sådan ikke I to har nogen grund til at bære nag overfor hinanden. Jeg aner ikke en disse om det, men som sagt, så TROR jeg det ikke, men helt ærligt… mener du virkelig det er befriende at være sådan ? Jeg mener, det er da ikke befriende ikke at vide, hvornår bomben springer !?

Svar
Anita

6. oktober 2005

Engang blev BH¥en brændt på bålet. Hvor ville det være fedt og befriende, hvis Den sorte Bog blev det samme. Det tror jeg vi er flere der ville have det godt med ;o)

Svar