“man kan jo ikke gå rundt og være sådan perlehønsestrikhappy hele tiden”

skrev en anden blogger for noget tid siden og udover at være fantastisk poetisk er det også sandt.

Og jeg har været mindre perlehønsestrikhappy end jeg ønsker mig, men i søndags havde jeg efter i mudder, præstationsstress, smadrede specialøl og indtagelse af svinemørbrad i regnvejr et øjeblik af sand lykke, mens jeg stod og malede op ad en sydvendt mur i et øjebliks solskin og i lunefuld læ.

Der var helt stille omkring mig, kun fuglekvidder og lidt småsnakkeri brød ind i mine penselstrøg – ren zen.

Og jeg huskede at stoppe op og nyde.

Bagefter var der mere mudder og stillingtagen til alting og derefter var der en ny uge med de udfordringer som den byder.

Og inden jeg nåede at trække vejret igen var det onsdag – og jeg opdagede at jeg havde glemt hvornår en aftale fandt sted – og pludselig var en halv time bagefter og ikke 1½ foran.

Jeg var lige ved at blive grebet af panik – inden jeg selv stak hul i ballonen: “Det er menneskeligt at fejle” sagden jeg i indåndingen. “Jeg er bare et menneske” sagde jeg med udåndingen.

Og selvom jeg hader at bryde mine aftaler, at komme for sent eller at sætte andre i ulejlighed, så lod jeg aftale være aftale og lod være med at gå (og alligevel komme 45 min for sent).

Og lige om lidt vil jeg nyde min gryderet med masser af grøntsager og en gang fuldkornspasta – og jeg ved at det er sundt for mig og mit velfærd at huske pauserne – solskin eller ej.