Vi pakkede sommeren væk, stillede møbler i garagen, hængte nødder til tørre i nyloner i vaskehuset, stablede høsten af syltede lækkerier i stabler og nussede misserne, der havde lagt sig til rette i transportkasserne. Slukkede og lukkede for køl og frys og vand og luftede ud for sidste gang.
Vi sad på bænken med fødderne i sandet og snakkede om de ting, der ikke blev som forventet, og jeg fældede en tåre over det og over de tabte forhåbninger og sommeren som forsvandt uden at varme kroppen helt igennem.
Og vi snakkede om de ting man kunne gøre, hvis man vidste hvad man ville. Om at leve livet anderledes, om en anden hverdag, et andet indhold og fokus.
Og for tyve år siden gjorde jeg det bare: sagde lejligheden op, droppede jobbet, pakkede motorcyklen og tog ud på eventyr i verden. Og jeg ved i min krop og min sjæl og fra min egen livserfaring, at det ikke er de ting man gør man fortryder, men de ting man ikke tør.
Alligevel kan jeg se, at med alderen bliver jeg tungere og tungere i bagen og det er svært ændre sig, at flytte sig, at gøre noget nyt – sådan helt gennemgribende.
Jeg ved ikke hvad fremtiden byder, men jeg håber og vil arbejde på at mine mål, ønsker og visioner bliver mere klare for mig inden næste sommer melder sin ankomst.
Jeg begyndte at læse med her, da du fik uventet trang til lyserødt i haven. Og øv, hvor blev vi snydt. Jeg glæder mig til at følge med i haven næste år, for da bli’r det selvfølgelig sommer for alvor.
Dine missebasser er helt vidunderlige:)
Min lyserøde have…. mine drømme og fantasier…. Jeg mangler vel egentligt at få fulgt op på haven – men gnisten druknede på sæt og vis i sommerregnen.
jeg har et halvfærdigt indlæg om det… og om dræbersnegle og kartofler med skurv og tanker om havens og min fremtid, om ting der er lært og ting der skal gøres om.
Var dog derude i dag og plukkede vasen fuld af lyserøde lathyrus…
Misserne _er_ vidunderlige og lever fuldt og helt op til deres fantastiske race. De var så nemme at have med i sommerhus.
Gid man dog per automatik blev klarsynet med alderen, men sådan er det jo ikke altid. Noget af det er hårdt arbejde. God fornøjelse med dit :-)
Spørgsmålet er om man egentligt ikke risikere at bliver snæversynet med alderen…
Jeg synes til tider at jeg så tingene mere klart da jeg var 17 eller 20 – men det er måske fordi man dengang bare så tingene mere unuanceret og det derfor virkede nemmere…?
Og det virkede nemmere at gribe efter de ting man ønskede – men måske var det bare ønskerne der var mere tydelige..
Næ, jeg tror i grunden det handler om, at vores syn sløres af al den virkelighed vi siden ungdommen har fyldt på lager. Vi bliver mere forsigtige. Mere realistiske og eminent gode til at risikoberegne. Det er vel fornuftigt nok, men det gør også livet en smule kedeligere… tror jeg.
Jeg tror du har ret.
Jeg tror også at jeg har risikoberegnet mig til op over begge øre og sidenhen fyldt ovenpå med uddannelse, karriere, ting og genstande og syltetøj.