Min tomatplante og jeg lever i symbiose. Uden mig ingen fremtid for den – uden den ingen følelse af sejr for mig!

Idag sejrede vi over tøsten.

Da jeg kom hjem idag var planten mere tøstig end jeg selv var og det selvom den bare havde stået på skrivebordet – mens jeg have løbet rundt om næsten alle søerne – iført mine nye forfodsplatfodsindlæg i de nye og dyrtindkøbte løbesko.

Og mens jeg sidder og forbløffes over at det gør en forskel, hvilke sko man har på og om man tager sig af sine fødders skavanker eller ej, vander jeg planten lidt ad gangen. Og stille og roligt rejser den sig op – og jeg tror den overlever, selvom den så ked lidt ud af det, der med hængende blade.

P.S. En af mine venner spurgte mig hvorfor jeg egentlig havde en tomatplante, når jeg ikke rigtig kan lide tomater…. “fordi” svarede jeg. Det må da være til at forstå…