Når jeg havde det skidt, eller skulle til jobsamtale, så ved jeg, at min mor gik over til trolden, der ligger overfor deres hus.
Hun ledte efter firkløvere i græsset, til mig. Nogen gange fik jeg dem presset, andre gange som billede på telefonen.
Og så klappede hun trolden i røven, for held & lykke.
I dag tog jeg hjem for at fortælle min stedfar, om hvor galt det stod til.
Og bagefter gik jeg over til trolden og gjorde det hun plejede at gøre for mig.
Åh, kæreste Visitsen da … Jeg sender varme tanker i din retning. Og et stort kram.
Masser af kram og tanker herfra. Puha, jeg taber vejret ved at prøve at sætte mig i dit sted.
Tak. Jeg har altid haft svært ved at modtage medfølelse (ingen skal ha’ ondt af mig!)
Men på en underlig måde føles det godt, at mærke de yderste tentakler af den gamle blogosfære røre ved mig i de her dage – og det er vel også derfor jeg er tilbage på bloggen: Jeg har aldrig været her før og jeg bruger mit gamle redskab “dagbogen” til at komme ud med, af med og ned med tankerne.
At skrive en kommentar, eller trackbacke fra din egen weblog.
Skriv et svar