Der har været en masse Milo’er i mit liv. En 8- 10 stykker er det vel blevet til. Folk jeg har delt husrum med i en kortere eller længere periode. Vi har aldrig delt lejlighed som sådan – men fælles køkken og bad – og så stort set levet hvert vores liv. En snak i køkkenet i ny og næ, lidt følgen op på hinandens helbred og levned, men så heller ikke meget mere.

Det utrolige er hvor få af dem, der har skabt et varigt minde i mig. Mens jeg sidder her og tænker på de forskellige, er der en tre-fire stykker som jeg end ikke kan huske navnet på – selvom jeg ved at vi har boet sammen i mindst et halvt år.

Men mit hovedkriterie når det har været tid til en ny Milo, har også altid været “jo mindre synlig, jo bedre” – så jeg er stort set altid endt op med nogen, der praktisk taget ikke var der.

En enkelt skiller sig ud – og blev min hjerteven. Med ham oplevede jeg, for første gang i mit voksne liv, at blive favnet i problemløs kærlighed. At blive elsket som den jeg var, at blive tillagt lutter gode hensigter. I hans kærlighed voksede jeg som menneske. Selvom det var en sorg, da han måtte flytte, fordi han skulle videre i sit liv, ved jeg at den tid vi havde sammen, på mange måder var med til at bringe mig videre i mit liv. For det er jeg evig taknemmelig.

og den Milo jeg bor sammen med nu? …..jaeh lige nu er jeg totalt indebrændt over, at han ikke har købt opvaskemiddel.