Hvis du ikke fatter det – så skal jeg vise dig det!
Det er ikke første gang at min tredelte personlighed slår til. Tilsyneladende er jeg et af de fjolser, der skal lære tingene the hard way.
Hvor andre mennesker, der begynder at mærke stress (eksempelvis ved, at man har ekstrem kort lunte over for alle de fjolser!!! der befærder ens verden), forstår at stoppe op og mærke efter og måske geare ned – så kører jeg på med 180 i timen.
Men i dag kom smældet!
Jeg havde lidt ondt i ryggen da jeg kørte ind på arbejdet. Jeg har haft lidt ondt i ryggen over længere tid – big deal, det bliver jo nok snart bedre.
Men det blev ikke bedre. Som den næste time gik, blev det kun værre og værre. Desværre sad jeg i et møde, som jeg ikke kunne forlade.
Eller som jeg oplevede, at jeg ikke kunne forlade.
Til sidst sad jeg kridhvid i hovedet og var tæt på både at græde og kaste op af smerter.
Efter mødet var der ikke andet at gøre end at tage direkte til læge. Efter tre blokader blev jeg sendt hjem med orden om at slappe af.
Dommen var muskelkramper i ryggen.
Alle de spændinger jeg har gået og bygget op over de sidste par uger, har gjort at min krop er blevet spændt op som en flitsbue. Og dagen i dag, gav så det allersidste nøk. Nu kunne jeg ikke spændes mere og da jeg stadig ikke fattede det – fik jeg lige en smertens besked.
Så jeg blev sendt hjem til afslapning – eller med min læges ord:
“du skal gøre de ting, der er gode ved dig og får dig til at slappe af: alkohol, dans og sex”
Sjovt nok skal jeg på weekend til Gilleleje med mine veninder…
hmm… Gilleleje…veninder – der er vist en klokke der ringer…
Skriv et svar