“Det er fanme godt gået dér!” snøvlede en ungersvend til mig, mens han vaklede lettere beruset sammen med sine to kammersjukker, langs med søen ved en halv 7-tiden  i morges.

Jeg kunne jo sige det samme til ham, da det godtnok er længe siden jeg selv har kunne holde ud at feste til tidlig morgen.

Lige netop i dag, synes jeg faktisk også selv at det var ret godt gået at jeg var kommet ud af sengen, i løbetøjet og afsted. Men hvad han ikke kunne se, var den indre kamp der havde fundet sted i mig i perioden fra vækkeuret ringede kl. 6 til jeg rent faktisk var påklædt og ude.

Selvom jeg havde flere argumenter for at blive i sengen vandt fornuften, fordi jeg ved at det er godt for mig at komme afsted og fordi jeg ved at når jeg først er derude, så er det faktisk ikke slemt.

Og bagefter har jeg det jo godt – og jeg tænker ved mig selv, om benævnte ungersvend har det lige så godt som mig, når han er færdig med sin morgentur?