Da jeg var barn havde jeg et pænt stort temperament.

Vi taler om at min mormor sagde hun bange for at jeg engang vil ende med at blive lukket inde – da hun observerede mit forsøg på at bryde min søsters dør ned med en stol, eller dengang jeg skar min søster med en kniv, som resulterede i at alle knive blev fjerne fra børnehøjde de næste 30 år.

Jeg synes at jeg, som jeg er blevet ældre, er blevet bedre til at håndtere mit temperament.

Men så er der weekender som denne, hvor jeg tror at mere end en vil betvivle det.

Som den veninde der skulle have spist hos mig i fredag – men ikke gjorde fordi jeg i effekt aflyste middaggen … hvor alt maden vel og mærke var lavet og klar og 15 min efter middagen skulle have været startet … fordi jeg af forskellige årsager blev eddikesur på gæsterne.

Eller som den ejer af en af restauranterne, der ligger i den ejendom hvor jeg bor, som åbenbart fik sig noget af en overraskelse da jeg gav ham en kopi af Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune.

Filmen knækkede, da hans medarbejdere igen brød alle de regler han lige havde forsikret mig om at han ville overholde og det mindre end 5 minutter efter at han lovet bod og bedring.

At storme ind i restauranten, bryde ind i den telefonssamtale han havde gang i og fortælle ham sådan nogenlunde hvad jeg syntes han var værd i kroner og øre mens han sad sammen med 3 andre i en sofa … var måske heller ikke sådan helt vildt anerkendende.

Det er en del år siden at jeg holdte op med at farve mit hår rødt, men jeg overvejer at begynde igen, da det så måske vil virke som en advarsel … for det ser ud til at jeg er inde i en fase hvor jeg er lige så god til at styre mig, som da jeg var 5 år gammel.