Det er snart to år siden jeg slap min indre djævel og satte ham fri med besked om at han kunne ryge og rejse.
Og det gik forbløffende nemt. Efter noget krise på 3. og 10. dagen var det let løb ned at bakken. Jeg ved ikke hvornår jeg egentligt holdte op med at tænke på mig selv som ryger – men iritationen over andre menneskers røg kom forbløffende hurtigt.
Som en klassisk ikkeryger bemærker jeg røgen overalt: i mit eget tøj og hår når jeg kommer hjem fra byen, i rygerens ånde, når han taler mig lige ind i hovedet, efter en smøgpause, når jeg kommer ind på en cafe, bar, restaurant og lugten dunster en lige i ansigtet, på åben gade, når man cykler eller går bag en der ryger og får røgen lige ind i næsen.
Men hvor jeg i starten kunne blive helt salig over at lugte cigaretrøg på gaden, så er det det modsatte i dag. Står jeg ved et bustopsted og der er en der tænder en smøg, så flytter jeg mig – for at undgå at få røgen i hovedet, ligesom jeg overhaler den cyklist eller fodgænger der ryger, fordi det bare ikke er rart at gå i deres røgslør.
Det er egentligt ikke fordi jeg som sådan har fået det bedre ved at stoppe. Min kondition og smags- og lugtesans var god mens jeg røg og jeg kan (udover røglugten) ikke mærke en forbedring. Jeg har ikke været mindre syg, hvis man regner i sygdomsperioder – men jeg er sluppet for lungbetændelse og bronkitis som jeg ellers var begyndt at få.
Jeg har heller ikke fået federe venner, bedre økonomi eller mere glansfuldt hår.
øv!
Men jeg er ikke længere den, der skal ud på bagtrappen, altanen eller døren en gang i timen midt i sjove og hyggelige samtaler med andre.
jah!
Alt i alt er jeg dog glad og befriet. Tænker mest over det når jeg enten er sammen med rygere eller folk der lige er holdt op.
Og alligevel… ind i mellem, kan det stadig komme over mig: Tanken om at det er lækkert, dejligt og fedt at ryge. Og så har jeg prøvet det. Igen. Nogle gange. For der er sjovt nok altid velmenende rygere omkring en, der er klar med lånesmøg og lighter til en frafalden
Heldigvis har hver gang resulteret i dårlig smag i munden og hovedpine – og en klar erkendelse af at det bare ikke er sagen. At det er for fjollet og tåbeligt at ta’ på den gallaj igen.
Og det er så sandt som det er sagt.
Indtil nikotindjælen ånder mig i nakken igen…
Skriv et svar