Alt det der fungerede #2

Da vores bryllup endte med at skulle holdes, kun 4 måneder efter at datoen var blevet sat, var vi glade for overhovedet, at finde en kok.

Knapt så glade, da vi fandt ud af at kokken var slagter og normalt leverede maden færdig og i varmekasser.

Ikke fordi der er noget galt i det – men når man har en ide om at servere de første nye kartofler, og spæde danske asparges – så er det nødt til at komme frisk fra køkkenet.

Hvilket også var ideen med, at vi havde lejet et sted, med et professionelt køkken.

Og det endte med at blive præcist som vi ønskede os.

Menuen var:

Forret

  • Laksetatar på sprøde salater med rugbrødschip

Hovedret

  • Rosastegt kalvefilet med skysovs
  • Nye danske kartofler, med ramsløgspesto
  • Danske asparges med et drys af citronskal – og saft, samt revet gammel knas (ost)
  • Mormorsalat med jordbær
  • Langtidshævet surdejsbrød
  • Diverse dip

Dessert

  • Citronformage, portionsanrettet

Ramsløgspestoen, havde vi lavet selv – hvilket i den grad gav mig indsigt i, at jeg ikke er klar til at lave mad til 70 gæster.

2 poser ramsløg blev plukket i naboens skov. Blev tilsat 1 kilo ristede afskallede hasselnødder og flere liter olie og 1 kg vesterhavsost.

2 blendere brændes af i processen og du smager til med citronsaft og lidt salt.

Og rydder op og vasker køkken ned i et par dage.