Bryder man sig ikke om at være synlig, kan man jo undlade at publicere på internettet og så er den jo ikke længere skriver Liselotte i den mega-lange tråd om anonymitet.
Når jeg tager det op, er det fordi jeg overvejer og er blevet spurgt, om jeg tager med til “festen”.
Jeg har rigtig meget lyst til at tage med og min første indskydelse var selvfølgelig “YES! fedt – der skal jeg da med!” da jeg så annonceringen på blogradio.
Jeg er en af dem, der har haft fornøjelsen af, at det her weblog-noget har uviklet sig til møder med folk IRL.
Det har været sjovt, fedt og spændende. Men det har også været frustrerende og (nærmest) angsprovokerende – fordi de andre – ligesom mig selv er, ja, bloggere. Det vil sige folk, der på en eller anden måde publicerer deres liv.
Hvor jeg på min egen blog, har komplet kontrol over hvad, hvor meget og hvordan jeg portrættere mig selv og hvor stor en del af mit privatliv der skal offentliggøres, så har jeg selvsagt ikke samme kontrol, når det drejer sig om en andens weblog. Og når jeg træder ind i en anden bloggers fysiske liv – giver jeg også vedkommende mulighed for at publicere mig.
Og det er her filmen knækker for mig.
Første gang jeg var med til et arangement var det en stor og god oplevelse – men det kom fuldstændig bag på mig, at jeg efterfølgende ikke blot kunne læse om det – men sørme også se billeder og film – heraf af mig selv og i en form jeg aldrig nogen sinde selv ville poste.
Jeg var på det tidspunkt helt ny blogger og nok endnu mere “privat” end jeg er i dag. Oplevelsen fik mig til at miste pusten – stoppe med at blogge et par dage, indtil jeg kom med dette lille pip der sikkert ikke var specielt forståeligt for nogen, men handlede om, at der klart var nogle grænser hos mig, der var blevet overskredet.
Anden gang blev jeg efterfølgende pænt spurgt, om det var ok at poste en video, hvor jeg medvirkede. Jeg sagde nej og da jeg blev spurgt igen – sagde jeg nej een gang til.
Jeg skal indrømme, at jeg havde den ondeste samvittighed over at blive ved med at sige nej, fordi jeg følte, at jeg fratog andre muligheden for at poste om _deres_ liv og færden.
Men jeg gjorde det fordi:
Jeg ønsker ikke, at der lægges identificerbare billeder af mig på nettet og hvis jeg på et tidspunkt ændre min holdning på det punkt, så vil jeg gerne selv være den, der gør det.
Desuden ønsker jeg ikke, at det jeg siger eller gør i en eller anden privat eller semi-privat situation florerer som billedmateriale eller tekster på nettet. Jeg kender mig selv nok til at vide, at i festligt lag, er der stor risiko for at jeg opfører mig på en måde, der muligvis kan give stof til snak.
Så selvom jeg nok har lyst til at deltage i selve festen – så tror jeg ikke at jeg lyst til hele efterspillet – og regner derfor ikke med at komme.
Hvis jeg hele tiden skal gå og kigge mig over skulderen efter kameraer og notesblokke, eller beherske mig selv for ikke at fjolle for meget – så er jeg dels ikke længere mig og dels vil det nok ikke være specielt sjovt.
Måske er det uforenelige størrelser:
– min lyst til at skrive og publicere på nettet, samt mødes med de mennesker jeg møder gennem dette medie – og så mit ønske om at mit “jeg”*, et langt stykke hen ad vejen, er usynligt på nettet?
Men hvis der er nogen der har brug for en soveplads i det centrale København – vil jeg gerne lægge hus til.
(*”jeg” = i denne sammenhæng primært mit privatliv)
Skriv et svar