Langsomt kom bevidstheden til mig. Jeg lå nærmest på tværs af sengen. Ansigtet var rettet mod døren, og gennem døråbningen kunne jeg se et gyldent skær. Det blev stærkere og stærkere – det var morgen og efterårssolen havde besluttet sig for at vække mig.

Jeg lå der i morgensolen, svømmede hen i det gyldne lys og strakte mig som en doven kat. Klokken var ikke engang otte. Vintertiden har endnu ikke fået bidt sig fast i det indre ur og jeg har haft flere tidlige morgner.

Lå lidt og filosoferede over det og om jeg kunne gøre mig selv til A-menneske. Lige indtil jeg blev vækket på ny … denne gang af min egen snorken ….. og så at klokken nu var 11.