Min aften i går sluttede med ild på tungen i et museum dedikeret til altings oprindelse.

Men det var ikke kun den milde eufori fra chiliplantens capsaicin der gjorde, at jeg gik i seng som et betydeligt gladere menneske, end hende der stod ud af sengen om morgen.

Jeg havde en travl dag i går og en dag hvor jeg var på bagkant hele dagen og alligevel kom jeg bare ud af det hele med beruselse over tilværelsen, min virksomhedside og det gode i netværk.

Jeg mødtes i løbet af dagen med fire kvinder, der på hver deres måde berigede mig og mit liv.

Den første smittede mig med glæde og jeg faldt nærmest i svime over smilet i hendes øjne og glæden i hendes sind. Hun introducerede mig til undervisningsmuligheder blandt eliten og selvom jeg bliver lidt benovet når jeg ser hvem der ellers befinder sig i det forum, så glæder jeg mig til at høre mere og se hvad det kan udvikle sig til.

Den anden fik mig til at vente, men i ventetiden kunne jeg se hvad mit virke de sidste mange måneder har medført af justeringer og forandringer. Man siger jo at alle vil udvikling men ingen vil forandring. Og jeg kunne se at det ikke var rigtigt. Måske går tingene ikke så hurtigt som en utålmodig sjæl kan ønske, men sætter man tilstrækkeligt mange museskridt sammen, kan de sagtens gå distancen af en elefant.

Den tredie startede med at ramme mig midt i min “perfekt-kvindes-selvfølelse” ved at komme for tidligt og før jeg selv var hjemme, så jeg ikke kunne nå at skjule rod, hjemmearbejdende kæreste med i joggingbukser og mystiske lugte fra et overbagt rugbrød. Min plan om at mødes ude blev purre ødelagt, men da den indre ro var genoprettet, blev mødet lige så inspirerende som mit første møde – og listen med ting der er muligheder i, blev øget med mange punkter.

Den sidste havde inviteret mig med til et chiliforedrag, der vækkede både de intellektuelle og fysisk-faktiske sanser med viden og smag. Hun berigede mig som altid med roen over at livet ikke ender, selvom man har rundet de 60 og jeg priste mig lykkelig over at jeg formår at have venner der aldersmæssigt spænder fra de tidlige 20’er til slutningen af 60’erne.

Jeg boblede af livsglæde da jeg gik i seng. Og selvom jeg ikke ved hvad fremtiden bringer og om noget af det jeg foretog mig i går udmønter sig i konkrete tiltag, så var jeg bare så glad og varm i det nu jeg var i.

… og det der går godt kommer ikke skidt tilbage.