Jeg er ikke kendt for at gøre ting ukompliceret. Og måske netop derfor er der god grund til at stoppe op og tænke over om tingene er så kompliceret … for det er jo rigtig nok: find ud af hvad der gør det glad (eller lykkelig endda) og hvem der gør dig glad – og sørg for at have så meget af det i livet som muligt.
Man kan jo godt mærke det … og jeg kan i særdeleshed i disse dage. Der er næsten ingen grænser for hvad jeg kan rumme og overskue når jeg laver ting der gør mig glad, eller er sammen med mennesker der gør mig glade.
Og når mennesker eller ting stjæler min energi og efterlader mig tom og trist og energiforladt, så er det lige så sikkert som amen i kirken, at det ikke er noget jeg skal fortsætte med.
Nogen gange kan man forandre det med et knips og andre gange, er man nødt til at æde noget i sig i en periode fordi tingene af sig selv bliver faset ud … og andre gange igen, må man skære lidt dybere, fjerne det der skal fjernes, og bløde indtil man heler, for at komme videre.
I dag har jeg gjort lidt af det hele – og jeg ved at jeg dermed er på rette vej.
Men bedst af alt, så ender jeg dagen på den bedste note af alt: jeg skal være sammen med nogen jeg ved jeg bliver et gladere og lykkeligere menneske af at kende (tre dejlige veninder) og vi skal gøre nogen af de ting som jeg elsker at gøre med dem (snakke fanden et øre af, spise sushi, drikke os fulde – og helt sikkert danse til 80-90’er hit).
Og nede i min opgang stå en gave som bliver givet med hjertet og som jeg er sikker på vækker glæde hos modtageren; en spand med kartofler der skal vokse færdig på altanen, en urtepotte med purløg til de kommende kartoffelmadder og en kæmpe buket af de liljer som jeg ved værtinden elsker … for det er også ved at give at vi modtager – og jeg er sikker på at jeg bliver lige så glad ved at give de her ting, som min veninde bliver for at modtage dem.
Nogen gange er tingene ikke så kompliceret.
Skriv et svar