Efter at have brugt noget af natten og en del af morgen med at få bank af sin bror, ligger Bertram her ved siden af mig og søger lidt trøst og støtte, inden de igen bliver efterladt til deres eget selskab.

Jeg tager det ikke så tungt, for jeg ved at lige om lidt er kloen på den anden pote og så er det Alfred, der bliver mulet af sin bror.

Jeg tror vores misser alt i alt er glade for at bo her, men Alfred har fået en irriterende vane med at ville ud på trappen og kan stå i halve timer og kradse på enten for eller bagdør for at komme ud.

Ind i mellem kommer han ud, men jeg har det også sådan, at selvom jeg er glad for mine katte, så er det jo ikke sikkert at alle andre er, så jeg prøver at gøre det på tidspunkter, hvor det ikke falder andre for brystet.

Men hvis det stod til mig, så var det noget der stoppede nu, det kradseri. Det er bare svært at opdrage på katte – de har det med at mis-forstå ting 😉