Efter at jeg i et godt stykke tid har bildt mig selv ind, at jeg “nok ikke røg så meget”, og derfor købte 10 stks pakker med smøger (men oftes to af gangen) – har jeg i den seneste uge nået til en erkendelse af, at det nok er løwn.

Jeg kender stadig ikke det præcise antal – men ved at det er en hel del over ti, men (vistnok?) under 20.

Men jeg ved, at jeg er ved at være træt af det. Egentligt ikke så træt af at ryge – selvom intet levende menneske ikke er klar over skadevirkninger med rygning. Men jeg er træt af at rygning – min rygning – er blevet et socialt problem.

Jeg er en hensynsfuld ryger. Jeg pulser ikke spædbørn i hovedet og jeg har ingen problemer med at gå uden for, når trangen bliver for stor. Faktisk bryder jeg mig slet ikke om at ryge i ikke-ryger hjem, selv når jeg må. Fordi jeg ved, at jeg efterlader mig mit spor.

Jeg er træt af, at i et samfund af færre og færre rygere, stikker min vane, mit behov mere og mere ud. Fra at være noget der et langt stykke hen af vejen var noget hyggeligt og socialt, er rygning blevet asocialt. I og med at gruppen af rygere er blevet mindre, er den blevet mere marginaliseret – og hvor fedt er det i længden at stå og snakke med andre rygere om hvor forfulgte vi er… i regnen og blæsten … i døråbningen eller på bagtrappen.

Hvor fedt er det at vælge ting fra eller selv blive valgt fra på grund af en vane – og når alt kommer til alt, så handler det om kontrol eller mangel på samme, når nikotinen tar’ over og bestemmer, din daglige færden.

Og det påvirker mig…. mere end snakken om heldbredet (som endnu ikke er påvirket) eller økonomien (der sagtens kan bære mit cigaret-forbrug) ….. så jeg har taget imod et tilbud om et rygstop-kursus på mit arbejde …. det starter i næste måned.

p.s.
5 smøger måtte lade livet under skrivning af denne post – udtaget af den nyligt indkøbte 20 stks pakke som fabrikanten i øvrigt er begyndt at skrive mit navn på