Jeg kan huske første gang jeg oplevede Peking And. Rigtig Peking And. Den skulle bestilles mindst 48 timer før og man skulle komme præcis. Jeg var i starten af tyverne og boede på Grand Canaria.
Anden kom hel ind til bordet. Rød, sprødstegt og glinsende. Jeg vidste ikke hvad jeg var gået ind til.
Der var tre serveringer;
– Andebryst med sprødt skind i pandekager; med to pinde stod tjeneren ved vores bord og rullede den sprødstegte and ind i tynde pandekager sammen med forårsløg og agurkestrimler, sammen med en tyk sort blommesovs.
– Suppe; igen tog tjeneren pindende frem og med dem plukkede han stykker af andekød af fuglen. Kødet blev lagt ned i en krydret suppe, som i mellemtiden var kom dampende ind fra køkkenet og blevet serveret for os.
– Wok/nudler; resten af skroget blev taget ud og lidt efter kom der en lækker wokret med nudler ind. Jeg mener at kunne huske at den stadig sislede og sydede. Den smagte i hverfald godt.
Peking And er mere kunst end egentligt mad. Dem som har oplevet det serveret i Kina, siger at alt andet er en bleg efterligning. Jeg har ikke oplevet Kina, men jeg er sikker på at den dag for over 20 år siden oplevede jeg en lille bitte flig af det fantastiske køkken som kinesisk mad også kan være.
Og i aften har jeg sat min kæreste stævne på en af byens restauranter som efter sigende kan leve bare lidt op til mine drømme om god kinesisk mad:
Det handler om at forene det sure med det søde. I livet som i madlavning.
Skriv et svar