Jeg går jo lidt rundt i runder omkring mit arbejdsliv – og selvom jeg synes jeg kender retning og mål, så kan det nogengange føles som at lege blindebuk i et tornekrat og så virker det der med en fast ansættelse, 5 ugers ferie og pension som et så meget bedre alternativ.

Så jeg søgte et job, jeg troede jeg gerne ville have.

Ringede på det torsdag formiddag, sendte ansøgningen om aften, fik indkaldelse til første samtale om fredagen og var så til samtale mandag og fredag i sidste uge.

Og så er det at jeg tilspørger verden – hvad sker der for jer?

Fuck anerkendelse og se verden fra en anden side og folk gør det der giver mening for dem (som ellers var udtryk jeg til samtalen var storforbruger af) … for er det virkeligt muligt at vi i 2012 stadig har ledere, der mener at tid er en fleksibel størrelse og tæller arbejdstimer fremfor resultater og er nærmest stolte af at kunne sige at de arbejder 80 timer om ugen?

Som foretrækker kontrol fremfor sparring. Som synes at det er ok, at de leder en arbejdsplads, hvor der ikke er arbejdsglæde. Som ved at de har konflikter mellem medarbejderne, men vælger at lade være med at gøre noget ved det … fordi der er truffet en ledelsesbeslutning og den må medarbejderne jo bare lære at leve med?

Uanset hvor stor eller lille min egen butik bliver, eller hvad jeg i øvrigt skal lave i mit liv, så er det bare det totalt modsatte jeg står for.

Jeg tror på tillid fremfor mistillid som ledelsesværktøj. Jeg tror på work-life-balance og på at ingen mennesker kan være en effektiv arbejdskraft 80 timer om ugen. Tid og tidsforbrug og tidsspilde er et issue i mit liv. Jeg tror på, deadlines, dagsordner, og målsætninger og på at har man aldrig en bagstopper på sit tidsforbrug, et mål eller bare en dagsorden, så kommer man altid til at bruge mere tid end nødvendigt.

Efter min opfattelse skal konflikter løses eller i det mindste håndteres. Der er ledelsesbeslutninger der bare skal accepteres, men bliver de ikke det, kan man ikke bare lade være med at gøre noget … om ikke andet så fordi uløste konflikter gør folk meget mindre produktive.

Og så mener jeg at arbejdsglæde er en menneskeret i et land som Danmark. Nej, alle skal ikke nødvendigvis elske det de laver, og mange mennesker har ikke deres arbejde som deres fokuspunkt i livet. Jeg forstår så udmærket dem der arbejder for at leve … men det ændrer ikke ved, at mens man gør det – og gør det i så stort et omfang som man alligevel gør, så må man da samarbejde om at gøre arbejdsstedet til et godt og glad sted at være.

Hele weekenden gik jeg og overvejede hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fik jobbet tilbudt. Selvom jeg godt var klar over at gjorde jeg det, så var der nok nogen i helvede der skulle ud og finde skøjter … men tirsdag aften fik jeg et afslag … på mail, for det er det klart, at man mailer et afslag efter to samtaler.

… jeg svarede tilbage med et forslag om at hvis de på et tidspunkt fik lyst til at kigge på hvordan de skruede deres arbejdsdag sammen og måske få nogen arbejdsredskaber til at optimere deres brug af tid, så var de meget velkommen til at vende tilbage og få noget tidscoaching…

Og så gik jeg tilbage og bankede et par planker fast i min egen lille butik.