Jeg er til det spontane. Kan lide folk der popper uventet forbi. Overraskelser og uforudsete hændelser. Jeg tager af forskellige ruter til mit arbejde, fordi jeg kan og måske dukker der noget nyt op hist og pist. Og jeg ved sjældent om mandagen, hvad jeg skal spise om onsdagen eller lave om fredagen.

Jeg er sikker på, at ved ordentlig planlægning og organisering kunne jeg nå mere – men ikke så sikker på, at jeg ville blive gladere. For med rum til det uforudsete, vil ikke-planlagte hændelser dukke op.

Som i går – hvor jeg fik fornøjelsen af at prøve det bedste indiske mad, jeg til dato har fået her i landet. En invitation dukkede op kl. 18.30 og 19.15 sad jeg bænket i et dejligt og lyst rum i Bombay.

Modsat mange andre etniske restauranter har Bombay, hvide duge på bordene og moderne kunst på væggene og det rum vi sad i var dejligt lyst og luftigt. Og lys og luft har man brug for, når maden har lige præcis det rigtige bid, som god indisk har.

Vores valg af menu var så traditionel som det næsten kunne være. Lige som jeg ynder at drikke husets vin når jeg spiser på en ny restaurant, som en indikator for det genrelle niveau, så spiser jeg praktisk taget altid det samme første gang jeg er på indisk: onion bhaji og en eller anden form for chicken masala er mine inderindikator.

Og vi fik Onion Bhaji , der havde lige præcis den rette kombination af sprødhed på ydersiden og blødhed i midten. Med en mint-youghurtdressing, der hverken var for sød eller sur.

Deres Tamatar Shorba var en overraskelse. Tror det er første gang jeg har prøvet at få suppe på indisk. Men den er værd at skrive sig bag øret!

Til hovedret delte vi en Thal-E-Bombay og en Chicken Masala toppet op med dén lækreste Mango Lassi jeg nogensinde har fået. Ever! Bedre end dem jeg selv laver – og jeg skal have fundet ud af hvad de gør!

Thalien kom med fire småretter (alle vegetariske) samt ris og roti. Og småretterne var smukke at se på og variende i smag. Kyllingen var mør og sovsen, fed, krydret og lige som den skal være., Rotierne ankom til bordet frisk fra ovnen og runde, som små varme bolde.

Og vi spiste og spiste – som små grissebasser stoppede vi i os til langt over målet. Holdte en lille pause og spiste så videre.

Vi sluttede med deres Chai der kom ind på bordet duftende af kardemomme og nelliker. Den var ikke sødet, hvilket jeg godt kan lide – da jeg ynder min chai knapt så sukkersød, som den generelle inder.

Prisen er måske en anelse over hvad det koster på flertallet af de københavnske inderbikse, men det er det værd. Klart det værd!

Bagefter skulle jeg have gjort byen usikker med et par veninder – men jeg endte med at vralte mod Vesterbro, mens jeg med mellemrum småbøvsede (på den feminine måde, selvfølgelig) , alt alt for mæt og rigtig godt tilfreds.